Oplæg ved Peter Busch-Jensen Adjunkt, Subjekt, teknologi og social praksis ved Ins tut for Psykologi og Uddannelsesforskning , Roskilde Universitetscenter

1. Praksisvendingen!
Hvorfor denne interesse for
begrebet praksis og
praksisforskning?
Hvis ‘praksis’ er svaret, hvad var
så spørgsmålene?

2. 3 forbundne spørgsmål
1) Praktiske problemer og udfordringer (i fht. uddannelse og
organisationsudvikling - videndeling/social mobilitet)
2) Problemer og udfordringer i moderne demokratier (fx i fht.
udvikling af velfærd under NPM - fokus på
brugerinddragelse, social mobilitet og netværk som
ressource.
3) Videnskabsteoretiske problemer og udfordringer i forhold
til brug og tillid til videnskabelige viden (oplevelser af in-
konsistens, fx i form af uforenelighed mellem parallelle
tendenser til psykologistisk faktortænkning og strukturalistisk
faktortænkning)

3. En indledende advarsel
Praksisvendingen har ikke et singulært afsæt - hverken
geografisk, teoretisk eller sagsmæssigt (kan uddybes)
Begrebet ‘praksis’ defineres forskelligt (smalt/bredt,
analytisk/instrumentelt/ontologisk). M.a.o. beskrivelserne af
begrebets kvantitative og kvalitative egenskaber varierer.
Dette er ikke en præsentation af praksisteori i ental
Jeg vil tale i relativt brede termer om det, der trods alt synes
at konstituere et vist slægtskab i interessen for begrebet
‘praksis’ (praxis, aktivitet, interaktion, performance,
performativitet)

4. https://www.youtube.com/watch?v=uFQfylQ2Jgg

5. Begrebets kendetegn
Praksisteori er ikke en teori om noget vi ikke ved, men en opmærksomhed på noget
så velkendt, at det ofte overses - dvs. bringer dele af hverdagens baggrund i
forgrunden.
Når det sker, får vi øje på en ofte skjult kompleksitet i det umiddelbart enkle. (skjult
arbejde, skjulte hensyn og afhængigheder, og dvs. det partikulære i det generelle og
omvendt).
‘Praksis’ er her et analytisk begreb, der handler om viden, samarbejde og
sameksistens (og derfor socialisering) som andet og mere end noget, vi kan læse os
til eller forstå udefra, dvs. ad abstrakt teoretisk rute.
Et begreb der gør os klogere på 1) læring, som andet og mere end undervisning, 2)
samarbejde som andet og mere end rationel handling, funktionalitet og
procedurekendskab og 3) menneskelig udvikling og eksistens som et komplekst,
situeret, redskabsmedieret intersubjektivt forhold.
Et begreb om hvordan vi og vores omgivelser - på godt OG ondt - udgør et ‘levende
curriculum’ for hinanden.

6. Hvorfor er dette vigtigt?
(Ex BB). Det er ofte i mylderet at de mange konkrete hensyn, forpligtelser,
afhængigheder og engagementer, mennesker må håndtere i praksis, at vi får
viden om bevæggrundende for menneskers handlinger.
Empati og forståelse (og gode beslutninger) fordrer derfor en viden, der er
vanskelig at tilegne sig som ‘udefrakommende’ (fra et 3PP), fordi denne viden
fordrer nærhed/deltagelse i praksis - praksisbaseret viden
Vi er i stigende grad hensat til at samarbejde med mennesker, hvis praksis vi
ikke har udfoldet kendskab til. Samtidig har vi for vane at trække på
‘funktionalistisk’ tankegods, der anlægger et udvendigt kontekst-blindt blik på
andres handlinger (Evidensstigetænkning. Fokus på (forandrings)ledelse).
Denne kombination leder nemt til konflikter, mistrivsel, og dårlige løsninger.
Praksisviden vedrører således vores forhold til andethed som en betingelse også
for tillid, respekt, samarbejde, konflikthåndtering og demokrati.

7. 10 min. pause?

8. Praksisteoriers 5 kendetegn
Den sociale verden konstitueres af fletværk af praksisser
Praksis medieres altid kropsligt og materielt
Viden handler om mere end kognition og diskursivitet (tavs
viden, handleviden, usynligt koordineringsarbejde,
engagementer, sagsforhold)
Praksis udfolder et selvstændigt normativt tyngdefelt (skjulte
værdihorisonter: hensyn, værdier og gensidigheder) og afspejler
subjektet som et ‘kompetent’ deltagende subjekt
Magtforhold og konflikter er iboende social praksis

9. Verden som fletværk af praksisser
Sociale fænomener opstår og forsvinder med menneskers
deltagelse i praksisser (enhver social struktur, handling,
genstand og identitet får mening og realitet gennem
menneskers deltagelse i praksis).
Verden er derfor dynamisk, sociale fænomener er vanskelige at
afgrænse, det er problematisk at skelne mellem mikro- og
makro og også ‘orden’ og ‘stabilisering’ kræver handling og
analyse.
Sociale strukturer opstiller på een gang grænser og kan
samtidig ikke forstås determinerende (udvendige til subjektet).
Løser ikke, men opløser dikotomierne relativisme/determinisme,
subjekt /objekt, tænkning/handling (Når praksisnetværk bliver
betingelser for handlemuligheder, bliver de vanskelige at
ændre).

10. Praksis er kropsligt og materielt
medieret
At lære en praksis er også at lære at forme sin
krop på særlige måder og kende ‘rette tid og sted’
(sidde stille, komme ud af sengen, tage sko på
osv.), ligesom denne mestring former praksis.
At lære en praksis er samtidig at lære om og med
ting (ting objektiverer praksis og kultiverer kroppe,
interaktioner og magtforhold).

11. Praksis afspejler subjekter som
vidende aktører
Enhver praksis skal mestres og er vanskelig at lære at mestre
At blive menneske og klare hverdagen er hårdt arbejde (både at
blive studerende og jurist, men også hjemløs eller enlig forælder)
Begrebet praksis (og et begreb om praksisfællesskaber) er derfor
normativt neutralt, fordi læring er det. Der er forskel på at lære at
spille i et symfoniorkester og lære at deltage i en dysfunktionel
familie. Men begge dele er læring, og begge udmønter sig i
unikke færdigheder.
Spørgsmålet er derfor ikke hvorvidt mennesker er vidende eller
engagerede eller ej, men HVORDAN de er vidende? Hvad de er
engagerede i og hvordan vi vurderer viden og engagement.

12. Viden er mere end kognition og
diskurser
kompetence fordrer sproglige og handlemæssige kompetencer, men
også kropslige kompetencer, et bestemt følelsesmæssigt apparat,
redskabsmæssigt forståelse, samt særlige forventninger,
opmærksomheder og værdier.
Menneskers daglige arbejde, deres engagement og opgaveløsning er
derfor ofte ganske anderledes end det, der står i jobbeskrivelsen, i
organisationsdiagrammet, eller et evalueringsskema (Ex J. Orr)
Meget central viden er erfaringsbaseret og deltagelses-orienteret - dvs.
orienteret mod spørgsmål om mening, identitet og fællesskab.
At lære at deltage i en given praksis handler derfor ikke om at optage
fakta, men om at opleve mening, identitet og tilhørsforhold (Ex
stenhuggerne). Dette har direkte relevans for vores
uddannelsestænkning.

13. Magt og konflikter er del af enhver
praksis
Enhver praksis er betinget af og betingelse for andres
praksisser. Praksisser overdrager viden, genstande og
handlinger til andre praksisser.
Enhver praksis trådes derfor af samarbejder om
opgaver, der nok er fælles, men er knyttet til mange
forskelligartede behov, perspektiver, hensyn,
forpligtelser m.m.. (Jvf. Skole. Ex)
Enhver praksis er derfor konfliktuel og enhver forandring
og organisering sætter noget på spil (handlemuligheder
og handleprivilegier, reproduktion og fornyelse m.m.)

14. Opsummering af den
praksisteoretiske position
Ontologi: virkeligheden som dynamisk, tilblivende, konfliktuel, sammensat). Praksis
som det sted hvor aktør/struktur; fortid/nutid/fremtid, formel/uformel; mikro- og makro
gensidigt konstitueres).
Epistemologi: erkendelse fordrer del-tagelse: dvs. vi erkender ‘situeret’ (hverdagsliv,
kontekst og praksis har betydning), men vi erkender derfor også partielt (ingen
priviligeret udsyn til verden). Kritisk distance går derfor ikke ad abstrakt teoretisk rute
(3PP). Vi må finde andre veje. Forpligtet på plastiske, kontekstsensitive og
nysgerrighedsskabende begreber.
Axiology: en optagethed af emancipatoriske potentialer 1) ikke udforske OM men
MED mennesker. Arbejde med menneskers som medforskere snarere end
forskningsobjekter. 2) Ikke blot beskrive men også udvikle praksis
(Aktionsforskning/praksisforskning) 3) Kritisk tænkning uden scientisme).
Metodologi (Teori og praksis i levende dialog (abduktion). Medforsker-perspektiv,
nuancering og nysgerrighed lige så vigtigt som klarhed og generalisering.

15. Pointer i forhold til uddannelse
At lære at deltage i en given praksis handler ikke om at optage
fakta, men om at opleve mening, identitet og tilhørsforhold.
At opleve mening drejer sig om at opleve relevans (at
uddannelse opleves at åbne for at kunne tolke, opleve og
handle (og være i) verden på en ny relevant måde), dvs. læring
er identitetsarbejde og fællesskabsorienteret.
Læringssituationens mening ligger altid UDENFOR
læringsplanen og de formelle læringsmål, fordi den knytter sig til
den lærendes livssituation og engagementer (elever møder
derfor dominerende idealer og opgaver forskelligt, ligesom ikke
alle herinde vil lære om vinsmagning eller forældreskab).

17. Hvis læring ikke er et spørgsmål om
videnstilegnelse, men om meningsskabelse og
identitetsskabelse må vi stille spørgsmålet om,
hvordan vi skaber institutioner, der hjælper
‘studerende’ med at forbinde læring, mening og
identitet - dvs. gå bort fra at forklare hvad der skal
læres/men afsøge hvordan og hvilken viden, der er
meningsfuld for den studerende: dvs. arbejde med
hvordan vi vælger, prioriterer og relaterer viden på
meningsfulde og identitetsudviklende måder.

18. Vi må forsøge at medtænke den lærendes
spørgsmål til læringssituationen:
Hvor hører jeg til, hører jeg til her?
Hvem vil jeg gerne være/hvem er jeg ved at blive?
Hvad er det jeg laver og bidrager til?
Hvad er min oplevelse og mine egne erfaringer i
fht. denne praksis?

19. Tak for tålmodigheden