1. UdflUgter i storbyen

2. Hans Haagensen og Jørgen nUe Møller
UdflUgter i storbyen
essays oM by og bolig
MUltivers

3. indHold
Udflugter i storbyen – essays om by og bolig
af Hans Haagensen og Jørgen Nue Møller
© Multivers, 2011.
forord 7
Udgiver: Forlaget Multivers ApS, 2011 (multivers.dk)
byen 9
Grafik: Mads Pedersen
Omslagsdesign og opsætning: NiSNiS forandringer 19
Tryk: Special-Trykkeriet, Viborg er danMark en by? 29
fingerplanen 39
ISBN:978-87-7917-287-6
UdflUgt på vestegnen 43
Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt i overensstemmelse med
aMagers MangfoldigHed 51
overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden skriftligt samtykke fra ensartetHed vs. MangfoldigHed 63
Multivers ApS er forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug for Heteropolis – den opdelte by 69
anmeldelser.
Bogen findes også som e-bog og må derfor ikke indskannes.
segregering og gHettoisering 81
den sociale gHettoisering 89
Bogen er udgivet med støtte fra: arkitektUr og gHettoisering (eller oMvendt) 107
HJeM til freMtiden 113
seniorernes boliger 125
byggeforeningernes varige kvaliteter 139
billige boliger 145
Printed in Denmark, 2011
stedets ånd 151
en freMtid for vor fortid 163
oM tidens arkitektoniske 177
købenHavn og Havnen 183
HøJt eller lavt,
tæt eller spredt? 189
trafikken og byens rUM 201
byen og koloniHaverne 209
boligpolitikken,
der blev væk 213
litteratUr 221

4. forord
Udflugter i storbyen er en sammenhængende kæde af essays om storbyens – især Kø-
benhavns – udvikling og forandring. Hvert essay kan læses for sig, men sammen fortæller
de om nødvendigheden af et samlet statsligt syn på byernes udvikling og ikke mindst på
boligforholdene.
Bogen udspringer af vores kærlighed til byen og af vores mangeårige erfaringer. I 23 es-
says prøver vi at behandle et bredt udsnit af emner, som spænder fra Københavns aktu-
elle problemer og placering på danmarkskortet til bygge-, arkitektur- og bypolitik. Men
centralt står byens opsplitning, mangfoldigheden, ghettoiseringen og boligpolitikkens
betydning herfor.
Vi er langtfra altid enige og har heller ikke gjort noget for at tilpasse vore synspunkter. Vi
ser f.eks. forskelligt på både Fingerplanen og ghettoiseringen. Det vil fremgå.
Tak til Realdania, KAB Fonden samt Margot og Thorvald Dreyers Fond for økonomisk
støtte til bogens udgivelse.
Hans Haagensen og Jørgen Nue Møller
7

5. byen
internationalt set er købenHavn en lille by,
Men nationalt set er det Metropolen.
Byen – denne underlige størrelse – er det mest synlige udtryk for menneskets sociale side.
At kunne realisere behovet for at være sammen med andre, at gøre ting i fællesskab. Ikke
at føle sig isoleret – men måske kunne være alene. Byen er både venlig, hvis man bruger
den – og til tider fjendtlig, hvis man ikke bruger den. Den er fuld af oplevelser – og arne-
sted for modsætninger og konflikter. Alligevel elsker mange af os den. Måske netop der-
for. Den græske filosof Aristoteles skrev, at en by skal bygges for at give sine indbyggere
sikkerhed og lykke.
Byen er en kompleks størrelse. For dem, der ikke bebor den, men kommer som besøgen-
de, er den sikkert ofte utilnærmelig, men fascinerende med sine mange tilbud. For dem,
der bebor den, noget andet. Måske også i nogle henseender utilnærmelig, og dog kender
man den, ser kendte ansigter på sine daglige udflugter, færdes med viden om smutveje i
byen til sine foretrukne steder. Mangfoldigheden gør byen til en uudtømmelig kilde af op-
levelser – på godt og på ondt. Byen har sine skyggesider, men også det modsatte, selvom
man måske ikke tilhører den velstillede og privilegerede del af dens borgere. Som navnet
antyder, er Københavns eksistens oprindelig betinget af adgangen til vandet, til verdens-
havene – og dermed til handel. Det er den ikke mere. Det er værd at erindre sig, hvad
Poul Henningsen skrev i 1965 i Drømmenes København:
9
Liv og røg ved Kvæsthusbroen ca. 1890.

6. Havnebadet ved Islands Brygge – havnen er blevet renere!
10 11

7. Vi drømte om havneløbet som byens rekreation,
badning og faste broer, promenader og lystsejlads.
Vi påviste at industrien, havnen, kloakkerne, dumheden
gjorde dig til en stinkende pøl midt inde i landet,
skønt du dog steg af havet engang i tidernes morgen.
Nu kan selv mimrende gammelsyn se, den er gal.
Nu snakker alle om det, som ingen gad høre på dengang.
Afrakket ligger du dér, gamle elskede København
med dine klaprende broer og andre løse proteser.
Vi gav dig forelskede tilbud, men hvergang
talte en kræmmer stærkere til din kræmmersjæl.
Vi loved dig fremtiden. Han loved dig fem øre straks,
og du valgte femøren. Det var os som elskede dig.
Det var os som ville forgylde dine modne år.
Nu er du en charmeforladt gammel forkert sminket kælling.
Men vi som skulle ha været far til dine ufødte børn,
elsker dig endnu.
PH har fået både ret og uret. Her, mere end fyrre år senere er det nærliggende at se på PH’s
domme – og hans kærlighedserklæring til København – igen.
Havnen er blevet så ren, at man kan bade i den. Broerne klaprer ikke ret ofte mere – grus og
sand, kul og korn er flyttet til andre områder med adgang til vandet og holder megen tung
trafik væk fra centrum. Til gengæld er den øvrige trafik, der engang måtte holde i kø, når
Knippelsbro og Langebro var oppe, vokset til intimiderende højder og giver anledning til evin-
delige politiske slagsmål om at begrænse den – og om den overhovedet skal begrænses!
Kræmmerne har i stort omfang fået magt, som de har agt – hvad enten de er private eller
12 13
Facadevariation på Sluseholmen. Lejlighederne bag er dog ens.

8. offentlige. Se bare, hvordan det er gået langs havnen! De spredte forsøg på at give den af tilbringe lang tid med at holde stille i trafikkøer, at skulle opleve voldsomt stigende
skibsfarten forladte havn et nyt liv er endnu en anelse patetiske. luftforurening (ikke mindst, når man i sin åbne Ferrari kun kan bevæge sig få meter
ad gangen), at skulle stresses heraf og opleve aggressioner i trafikken (sic) – som ikke
Blandt andet fordi Københavns Kommune og Københavns Havn opdagede, hvilken guldgrube befordrer nogens velvære.
de sad på. Masser af kontorer, der skaber endnu mere individuel biltrafik, og masser af boliger,
som kun et mindretal har råd til at købe – eller leje, hvis man overhovedet kan finde en lejelej- Danmark har lidt over fem millioner indbyggere – og Storkøbenhavn næsten en
lighed. De opføres i øvrigt i stort omfang uden bopælspligt for at gøre dem mere attraktive for tredjedel heraf. Konkurrencen fra Aarhus er forståelig, men et så lille land kan
udlændinge og udlandsdanskere – men utilnærmelige for almindelige lønmodtagere. næppe have mere end én hovedstad. I årevis har de offentlige investeringer neg-
ligeret det – med hvad man tidligere kaldte ’sognerådspolitik’.
Vi har oplevet en hæsblæsende udvikling, planlægning uden alt for megen kvalitativ og
social omtanke. Der er penge i byen at hente hos dem, der har råd. Men hvad med dem, København er – internationalt set – en lille by. Men i en eller anden sammenhæng define-
der får byen til at fungere til daglig? De seneste års udvikling er foregået med stor om- res en metropol som en sammenhængende bysamfund med mere end halvanden million
tanke og opmærksomhed på akkumulation af kapital – og med en enestående negligeren indbyggere. Så København kvalificerer sig akkurat til benævnelsen ’metropol’. Nationalt
af dem, der får byen til at fungere. er den naturligvis metropolen.
De tider er forbi, hvor man kunne tage båden fra Rønne eller Oslo og bogstavelig talt blive Adskillige af verdens storbyer har mange gange Københavns indbyggertal. Og nogle af
sat af i hjertet af København. Det har befriet den indre by for en del trafik af store lastbiler. dem er så store, at de næsten lever et eget liv i forhold til den nationalstat, de ligger i –
Til gengæld har man øget omfanget af kontorbyggeri voldsomt med stor pendlertrafik til eller er hovedstad for. I et omfang, så de i væsentlig grad bestemmer det økonomiske og
følge, dels fordi de ansatte sjældent betaler p-afgifter eller p-husleje selv, dels fordi der er sociale liv i resten af landet.
manglende politisk vilje til at gøre kollektivtrafikken konkurrencedygtig i alle henseender.
Sådan er det ikke her, selvom vores ’metropol’ har en så stor del af landets samlede be-
København er kommet til at lide under det neoliberalistiske mantra: Den personlige folkning. Alligevel mener mange af vore politikere – på både højre- og venstrefløjen – at
frihed er ukrænkelig. Og kun få vil medgive, at manglen på rationel holdning i disse en decentralisering af hovedstadens naturlige funktioner er opportun. Ofte kun for at
spørgsmål måske netop begrænser den højtbesungne personlige frihed. At skulle tækkes vælgerne i deres egen valgkreds.
14 15

9. metider ekstrem nærhed til naboer alligevel opleve mere privatliv end i det lille samfund.
Byen har også sine mysterier og farer. Mysterierne er mangfoldige. Yngre kunstnere har
i stigende grad fundet steder i byen, som ikke har været folkeeje, men som har et ople-
velsespotentiale. Tænk på cisternerne i Søndermarken, kunstnerne som lavede sig en
etværelses lejlighed på Hovedbanegården i et glemt og uovervåget område, og som vist
har lavet andre ’hemmelige’ steder i byen. Københavns undergrund består af andet end
kloakker, fjernvarme, metro og S-tog.
Da der endnu var en levende havn til.
Den stigende kniv- og skydevåbenvold er uundgåelig under de herskende vilkår, og den
begrænser bevægelsesfriheden i byen. Man skal tænke grundigt over, på hvilke steder
Hvad de glemmer – eller bevidst ignorerer – er storbyens dynamik. Selv storbyer, rigtige man bevæger sig hvornår. Men i vore dages bysamfund er der også i denne sammen-
storbyer i udlandet, ofte kaotiske, vedbliver at være magneter for landets befolkning på hæng en stor uforudseelighed. Vi ved dog godt som borgere, hvilke steder vi holder os fra
grund af mangfoldigheden, jobmuligheder (måske) – og ikke mindst de mange kulturelle på bestemte tidspunkter. Alligevel er København stadig en let by at færdes i.
tilbud. Selv i vor elektroniske tidsalder, med trådløse computerforbindelser etc., hvor
folk uden afhængighed af håndspålægning i deres arbejde kan sidde langt, langt væk og At flanere i byen giver bonus, hvis man har øjnene med sig – og kigger både opad og
udføre arbejdet, forbliver det vigtigt at kunne arbejde sammen med andre, at kunne tale nedad. Byen er en guldgrube af oplevelser – mange af æstetisk art, andre tangerer det
sammen direkte, at kunne se hinandens øjne og kropslige reaktioner. Måske derfor, blandt bizarre. Den stilfærdige dynamik i København (mange hævder, København slet ikke har
andet, bliver byerne ved at vokse, at være attraktive. Men man har ikke altid planlagt nogen dynamik, det er noget vrøvl) byder på mange oplevelser og giver stof til eftertanke.
fornuftigt for væksten. At billedet på dynamik for nogle er ensbetydende med at klistre den til med højhuse, er
efter min mening udtryk for manglende evne til at opleve byens levende mangfoldighed.
Byen har en anden kvalitet – ud over de mange tilbud. I modsætning til mange små samfund Brug byen, indsnus den, se den – og nyd den! Og stop aldrig debatten om PH’s sminkede
tilbyder den sin beboer anonymitet. Man er ikke så let overvåget. Hvis man er vokset op i luder og de klaprende tænder over havneløbet.
HH
provinsen, er byens lys en magnet for mange. Paradoksalt nok kan man på trods af en som-
16 17

10. forandringer
i forHold til forandringer er folket konservativt,
og forandringer er da Heller ikke altid forbedringer.
Forandringer bliver sjældent mødt med den store entusiasme af befolkningen. I forhold
til sin by og nære omgivelser er folket oftest konservativt, og forandringsprocesserne er
også tit besværlige og belastende for omgivelserne. At forstå forandringsprocesserne er
en opgave i sig selv, men vigtigere er det naturligvis finde frem til, hvorledes der herigen-
nem skabes varige kvaliteter og dermed langsigtet værdi for samfund og borgere samt for
bygherrer og brugere.
Byernes stadige forandring skabes på godt og ondt af forretningsmæssige ambitioner og
af politisk vilje tilsat kunstnerisk stræben og professionel indsats. Arkitekturen og bygge-
riet spiller en vigtig rolle i samfundet og er af stor betydning for velfærd samt for regional
og lokal udvikling, og at sikre, at forandringerne i det byggede miljø sker med omtanke for
kvalitet, nytte og mangfoldighed, er først og fremmest myndighedernes og bygherrernes
ansvar.
Forandringernes hovedaktører er således ikke alene arkitekten og ingeniøren, der ska-
ber værket, eller entreprenøren og håndværkerne, der realiserer det. Det er lige så fuldt
bygherren, der bestiller og finansierer arbejdet, og de kommunale myndigheder, der først
gennem planlægning muliggør det, og som siden godkender det konkrete projekt. Det
Centre Pompideou i Paris, et værdsat eksempel på en modig forandring. 19

11. er bygherrens og myndighedernes særlige forpligtelse at sikre, at der i nybyggeriet ska- Lovgivningen kræver især orden, sikkerhed og sundhed. Det er det traditionelle udgangs-
bes varige kvaliteter samt de bestående værdiers vedligeholdelse og fornyelse. Og det er punkt for plan-, bygge- og brandlovgivningens regulering af byggeriet – men det er selv-
herom, dette essay især handler. følgelig også svært i lovgivningen at stille præcise krav om arkitektonisk kvalitet, endsige
om ’livskvalitet’. Så det er i høj grad op til bygherrerne og de lokale myndigheder gennem
Bygherren kan have mange motiver til iværksættelse af byggeriet, forretningsmæssige stedlig planlægning og konkret handling at sikre kvaliteten i det byggede miljø.
som almennyttige og samfundsmæssige. Men forretning og arkitektonisk kvalitet er ikke
modsætninger. Tværtimod. God planlægning skaber værdi for bygherren og god arki- Det byggede miljø er udsprunget af stedets særpræg og formet af historiens kræfter, og
tektur ligeså. Og for brugerne af offentlige institutioner og for beboerne i nye boliger er derved er det blevet en grundlæggende del af vores historiske og kulturelle grundlag,
hensigtsmæssig indretning, ordentligt indeklima og levende omgivelser veje til livskvalitet. men også en del af vores personlige identitet.
Den folkelige modstand og konservatisme var en hovedforklaring på, at den norske arkitekt Sverre Fehns
smukke forslag til en Teaterfugl aldrig blev til noget.
20 21

12. Samlet danner det byggede miljø i samspil med kulturlandskabet rammen om vores liv. Byerne opstod vel især for at yde beskyttelse og varetage en række samfundsmæssige
Det er, om man vil, den scene, hvorpå livet udspilles. Men dermed skaber det byggede funktioner som handel og kommunikation, og bygninger bliver til med et formål og skal
også både muligheder og begrænsninger for vore udfoldelser. Mellem det byggede miljø tjene til en opgaves løsning. Bygninger opføres for bygherrer, der skal have løst et behov
og det levede liv består således en kompliceret, men for det levede liv betydningsfuld sam- – for samfundet, for en virksomhed eller for sig selv – eller for bygherrer, som ’blot’ ønsker
menhæng, der også gør den politiske regulering af det byggede til en vigtig samfunds- at drive forretning baseret på bygningen. En bygning er en langsigtet investering, der
mæssig problemstilling. forventes over tid at skabe værdi for sin ejer og sine brugere. At finde frem til, hvori denne
langsigtede værdi består, er bygherrens og planlæggerens vigtigste opgave. Måske er det
Det byggede miljø er ligeledes en vigtig del af vores grundlæggende velfærd. Den skan- også arkitektens.
dinaviske velfærdsstat er en bygget velfærdsstat baseret på velfærdsydelser fra offentlige
institutioner i langt højere grad end blot på økonomiske overførsler og privatiseret om- Alt det, vi i dag producerer, er bestemt ikke lige godt. Byggeriet og byplanlægningen
sorg. Men også en velfærdsstat, hvor støtte til boligen har spillet en central rolle. befandt sig længe i en langvarig krise, der for byplanlægningens vedkommende syntes at
have haft karakter af, at idékataloget fra forrige århundredeskifte var ved at være udtømt
Betydningen af kvaliteterne i byernes byggede miljø er vokset i de senere år. I det og for byggeriets vedkommende bestod af lige dele mangel på kvalitetssans og svigtende
tyvende århundrede er bybefolkningen vokset, og danskerne er blevet en nation af effektivitet. Men der er tegn på, at et nybrud er på vej.
byboere. Forholdet mellem land og by er blevet totalt forandret, og selvom den ’ur-
bane udfordring’ til danske byer er mere overskuelig og langtfra så dramatisk, som Byggeriets nye virkelighed præges af omstrukturering og konsolidering, af kravet om
de krav, der møder de hurtigt voksende megabyer i den tredje verden, skaber denne nye samarbejdsformer mellem byggeriets parter og af nødvendigheden af intensiveret
forandring dog et helt nyt grundlag for forretning, kultur og politik. Ikke mindst stil- produktudvikling. Heraf vil opstå en ny byggeskik, der vil præge de kommende årtiers
ler det krav om bypolitik og arkitekturpolitik, der tager højde herfor. Den ’urbane nybyggeri og dermed byerne, på samme måde som modernismens tanker om industrielt
udfordring’ til det politiske liv er i dette krydsfelt mellem økonomi, politik og kultur byggeri førte til en ny markant byggeskik, der på godt og ondt har præget det tyvende
at skabe byer, der er bæredygtige – bæredygtige såvel i økonomisk, miljømæssig og århundrede.
social henseende.
Men trods et omfattende nybyggeri vil tilpasning, renovering og vedligeholdelse af den
eksisterende bygningsmasse – den historiske arv – og af de eksisterende bydele og kvarte-
22 23

13. rer fortsat være en hovedopgave, der skal løses, så eksisterende kvaliteter bevares, og nye går tilbage til 1960’erne med opførelsen af Centre Pompidou og Tour Montparnasse – det
tilføjes. Ikke mindst nye anvendelser for ældre gode bygninger, der har tabt deres funk- første mere vellykket end det sidste.
tion eller på anden vis er blevet umoderne, presser sig på.
’Flagskibet’ – det store synlige projekt – som forandringsinstrument fortjener en særlig
Det er imidlertid interessant, at en række af de byer og regioner, der i de senere år har opmærksomhed. Danske byer har ikke mange flagskibe. I det hele var det andre tankesæt,
vendt en nedadgående spiral og løftet sig op i en ny international klasse, har gjort det ved der i mange år styrede danske byers udvikling og forandring: spredt vækst i randområ-
hjælp af arkitekturen. Og det er karakteristisk, at det som oftest ikke kun er sket gennem derne i store parcelhusområder og de almennyttige kæmpebebyggelser kombineret med
et enkeltstående bygningsværk, men i langt højere grad gennem brede programmer – of- ofte omfattende og brutale saneringer i de gamle bymidter – på sin egen onde måde
test skabt i et samarbejde med virksomheder og borgere – der lige så fuldt som nyt mo- karikerede udgaver af de store arkitekturhistoriske fortællinger fra havebybevægelsen og
nomentalbyggeri omfatter anlæg af nye pladser og rekreative anlæg samt omlægning af modernismen.
de eksisterende, etablering af nye gaderum, tilvejebringelse af nyt byinventar og skiltning
og en udformning af den kollektive trafik, der ikke gør det til en plage at rejse kollektivt. Midt i 1980’erne vendte holdningerne – på godt og ondt, men dog mest på godt. Totalsa-
Sådanne programmer rummer ofte væsentlige elementer af en samlet kommunal by- og neringerne blev afløst af en – til tider til det fundamentalistiske grænsende – hang til ’blød
arkitekturpolitik brugt som instrument i byens eller regionens udvikling. Målet er ikke kun by’ med bevarende byfornyelse, lavt nybyggeri i bycentrene og had til bilismen, mens me-
at tiltrække turister, men nok så meget at tiltrække avancerede virksomheder og højtud- gabebyggelserne og de spredte parcelhusområder i yderområderne afløstes af 68’ernes
dannet arbejdskraft. særegne kombination af nationalromantik, landsbylængsel og demokratisk tænkning, der
i boligpolitikken fik sin fysiske udformning i det tæt-lave byggeri. Det sociale og mellem-
Men nybyggeriet skaber ofte de flagskibe, der trækker de øvrige forandringer med sig menneskelige kom i fokus.
eller giver dem deres særlige baggrund – kunstmuseet i Bilbao og operaen i Sydney er fra
forskellige tidsperioder karakteristiske eksempler herpå. Også på bydelsniveau ser vi den- 1990’erne satte så langsomt og lidt tøvende by- og arkitekturpolitikken på dagsordenen
ne kombinerede strategi – f.eks. i byfornyelsen i Paris. Nye parker som Parc Bercy og Parc – ikke mindst efter hollandsk og fransk inspiration. Først den nationale arkitekturpolitik,
Citroën samt nye store offentlige institutioner som nationalbiblioteket og det teknologiske siden også den kommunale. Hermed var skabt et endnu usikkert grundlag for mødet
museum i Viletteparken har skabt forudsætningerne for de bymæssige løft, der har givet mellem på den ene side arkitekturens traditionelle fokus mod både boliger og store vær-
de gamle nedslidte arbejderkvarterer ny attraktivitet – en strategi, der i Paris i det mindste ker og på den anden side byernes ønsker om vækst og beskæftigelse.
24 25

14. ghettoen er en form for politisk, social, eller økonomisk indespærring i kvarteret. Det kan
være svært at flytte fra en boligform til en anden, og visse boligformer er bestemt mere
efterspurgte end andre. Men vi har i hvert tilfælde områder, der er i en meget betænkelig
udvikling.
Ghettoens modstykke er mangfoldigheden. Mangfoldighed er en moderne dyd, opstået af
reaktionen på modernismens succes med at skabe orden i den historiske bys uorden og
forvirring. Men mangfoldighed er en vanskeligt opnåelig dyd.
JNM
Blågårds Plads – rammet ind.
Arkitekturen og byggeriet er herved på vej til at skifte rollen som instrumenter i velfærdspoli-
tikken ud med rollen som instrumenter i en erhvervs- og vækstorienteret by- og regionalpoli-
tik. I den systematiske iscenesættelse af det urbane miljø får det offentlige rums udformning
voksende betydning. Interessante steder at handle, stimulerende steder at udveksle viden
og smukke steder at færdes i ro bliver betydningsfulde i byens overordnede markedsføring,
i markeringen af det lokale forretningsliv og som rammen om de nye – eller måske snarere
genfundne – former for urbant socialt liv. Profileringen kommer naturligvis også til udtryk
gennem valg af bopæl. Det er ikke ligegyldigt, hvor man bor, og denne forskel i kvarterenes
attraktivitet og efterspørgsel efter boliger skaber konkurrencen mellem bydele og kvarterer.
Konkurrencen mellem boliger og kvarterer skaber segregeringen. Segregering betyder
opsplitning eller adskillelse af befolkningsgrupper. At vi har segregering i Danmark kan
der næppe sættes spørgsmålstegn ved. Om vi har egentlige ghettoer, er en anden sag, for
26 27

15. boligpolitikken,
der blev væk
da by- og boligMinisteriet i 2001 blev nedlagt og dets lovgivning spredt til
en række andre Ministerier forsvandt det saMMenHængende statslige syn
på boligforHoldene.
De tidligste tiltag med varige spor på det boligsociale område skal i Danmark findes
i 1850’erne i kølvandet på den store koleraepidemi, dels ved opførelse af byggeriet
Brumleby på Østerbro, dels ved opførelsen af de senere nedrevne Classenske Boliger
på Frederiksberg. Det er lægestanden, ingeniørerne og filantroperne, der her træder i
karakter og frembringer efter tidens forhold glimrende boliger for samfundets svagere
grupper. Samfundsmagten selv holder sig endnu tilbage. Det er den tidlige liberalistiske
periode.
Men med lovgivningen om byggeforeningsboliger i 1880’erne og 1890’erne træder stats-
magten ind i boligpolitikken. Beskedent, men dog iagttageligt. Byggeforeningslovgiv-
ningen lever i forskellig forklædning videre gennem de næste årtier, Socialdemokratiet
skifter fod i boligpolitikken i 1908 og anerkender boligkooperationen og i tiden omkring
Første Verdenskrig stiftes først Arbejdernes Andels Boligforening (AAB) i København i
1912 og dernæst Arbejdernes Kooperative Byggeforening (AKB) i 1913. I 1920 stiftes Kø-
benhavns Almindelige Boligselskab (KAB), der snart skulle blive årtiets ledende socialt
orienterede bygherre, mens AAB i midten af 1920’erne løb ind i væsentlige problemer.
Socialdemokraten Thorvald Stauning, den radikale P. Munch og venstremanden Oluf
212 Krag skabte med Kanslergadeforliget i 1933 bl.a. grundlaget for den moderne boligpo- 213
litik.

16. Boligforholdene omkring Første Verdenskrig var – trods byggeforeningerne og det hvor lovgivningen udløb. Boligfonden bidrog til finansieringen af boliger ved lån baseret
tidlige socialfilantropiske byggeri – bestemt ikke gode. Særligt ikke for fattigfolk. Bolig- på udstedelse af obligationer, og selvom kursen ofte var skuffende lav – og huslejen derfor
nøden var stor, mange familier måtte dele et enkelt rum, en gang imellem endda med en tilsvarende højere – blev omkring 70 pct. af boligbyggeriet i 1920’ernes midte finansieret af
fremmed familie, toilettet var en retirade i gården, bad en ukendt størrelse, og mange Boligfonden. På sædvanlige vilkår var det uhyre vanskeligt. Lovgivningen i 1922 blev nok
boliger var nedslidte, fugtige og usunde. gennemført af en Venstreregering (ledet af Neergaard), men erindringen om Påskekrisen
i 1920 og opstandene ude i Europa stod stadig i klar erindring. Anderledes var det, da
At afskaffe bolignøden og bekæmpe slummen blev overskriften på boligpolitikken i begyn- loven udløb i 1927. Venstre havde da generobret magten fra socialdemokraterne (rege-
delsen af 1900-tallet. Heraf følger også, at sunde boliger måtte stå højt på programmet, ringen Stauning I 1924-1926) ved regeringen Madsen-Mygdal, der med valgsproget ’Lad
således som Lægeforeningen havde vist det muligt for ret små midler i Brumleby. Hertil falde, hvad der ikke kan stå’ ikke var nogen tilhænger af offentlig deltagelse i boligforhol-
kom naturligvis huslejen. For hvad hjalp det, at der fandtes gode boliger, hvis huslejen var dene. Så i nogle år derefter deltog staten ikke boligbyggeriets finansiering.
ubetalelig. Så offentlige tilskud og senere regulering af huslejen blev midler til sikring af
billige boliger. Men Madsen-Mygdal blev fældet af de konservative under ledelse af Christmas-Møller i
1929, Stauning vendte tilbage sammen med de radikale, der nu blev ledet af P. Munch, og
Grundlaget for mellemkrigstidens boligpolitik blev lagt under Første Verdenskrig. I 1915 Stauning beholdt magten til sin død i 1942. Men den i 1929 opståede verdenskrise måtte
henvendte KAB’s senere adm. direktør F.C. Boldsen sig som formand for Dansk Haveby- bekæmpes, og det førte i 1933 til det såkaldte Kanslergadeforlig mellem regeringen og
forening til Thorvald Stauning, der var blevet såkaldt kontrolminister i regeringen Zahle den nye ledelse af Venstre. I kølvandet på Kanslergadeforliget fulgte også både lettelser i
samme år, om nedsættelse af en boligkommission. Stauning så hurtigt ideen, mens den kreditforholdene for landbrug og byggeri samt en ny støttelovgivning, der afsatte midler
radikale indenrigsminister, Ove Rode, der var ressortminister for bl.a. boliger, var mere til opførelse af boliger for mindrebemidlede, såfremt de opførtes af boligforeninger med
fodslæbende. Året efter blev kommissionen dog nedsat med bl.a. Boldsen og AAB’s vedtægter, der var godkendt af Indenrigsministeriet – idet det blev forudsat, at sådanne
senere formand Christian Nielsen (kaldet ’Christian Bolignød’) som medlemmer. Kommis- vedtægter måtte have en bestemmelse om, at overskud fra afdrag på lånene blev placeret
sionen fik i øvrigt den senere socialdemokratiske finansminister og nationalbankdirektør i en byggefond til brug for nyt byggeri.
C.V. Bramsnæs som en af sine sekretærer. Den afgav en række forslag, hvoraf nogle blev
til lov, andre ikke. Vigtigst er nok, at dens forslag om statens økonomiske engagement i Senere i 1930’erne, i 1937, så også den første egentlige lejelov dagens lys (nogle forstadier
boligforholdene i 1922 førte til etableringen af Statens Boligfond, der fungerede til 1927, kan føres tilbage til 1916, men de ophævedes efter Første Verdenskrig), en lovgivning om
214 215

17. boliger for børnerige familier kom samme år, en ny byplanlovgivning i 1938 (den første, meste af hullet mellem den almindelige realkreditfinansiering og anskaffelsessummen,
men ikke videre effektive var fra 1925) og den første saneringslov kom i 1939, men på grund siden fulgte i 1966 det store boligforlig, der bl.a. skabte Landsbyggefonden, hvortil alle æl-
af krigens materialemangel fik den først rigtig virkning i 1950’erne. Konturerne af velfærds- dre afdelinger skulle indbetale, oprindelig med henblik at øge det almennyttige byggeris
statens boligpolitik begyndte dog at tegne sig. selvfinansiering. Boligselskabernes fælles ’boligbevægelse’ kaldte ordningen, som de i dag
holder mere af, »den fæle boligskat«.
I 1939 brød Anden Verdenskrig ud, året efter blev Danmark besat, og det overskud af for
dyre boliger, som fandtes i 1930’ernes midte, blev snart vendt til ny bolignød. Folketinget Byggevirksomheden fra 1960 til 1973 var meget omfattende, drevet dels af industrialiserin-
vedtog i forudseende forventning herom allerede i 1939 en lov om midlertidig regulering gen af især det almennyttige byggeri, dels af et hastigt voksende ejerboligbyggeri, der nok
af boligforholdene (den gælder med en lang række senere ændringer stadig – så med det ikke var direkte subsidieret, men som nød godt af reglerne om skattefradrag for renteud-
midlertidige var det så som så), og snart skulle krigens materialemangel give de vise lovgi- gifter, der, i takt med at skattetrykket steg, gjorde den standardiserede ejerbolig – typehu-
vere ret. set – mere og mere økonomisk attraktivt.
Og i 1946 kom så efter krigens afslutning og ønsket om en ny kraftig indsats for at afskaffe Tidens store almennyttige bebyggelser skulle snart få problemer af forskellig art, og det
bolignøden et stort spring fremad, hvad det socialt orienterede boligbyggeri angik, ved blev nu nødvendigt for statsmagten at rykke til undsætning med både nye rentesikrings-
gennemførelsen af en boligstøttelovgivning, der på en række måder huggede byggeriets ordninger, byggeskadefinansiering og andre støtteordninger. Fra midten af 1980’erne ses
afhængighed af konjunkturer og renter over, især i det sociale boligbyggeri, der fik navne- derfor efter anbefalingerne fra John Winther-udvalget klarere spor af den bypolitik, der
ændring til ’almennyttigt’. Fra 1946 var statens engagement i boligforsyningen grundfæstet, voksede frem fra omkring 1990.
også gennem en omfattende og detaljeret lovgivning, og det med alle politiske partiers
støtte, om end det ret rundhåndede støtteniveau fra 1946 en lille halv snes år senere (1954) Saneringen af Nørrebro først i 1980’erne gav endvidere anledning til en omlægning af
fik en grundig rundbarbering af hensyn til de offentlige finanser. Og rundbarberingen saneringslovgivningen, der blev erstattet af en byfornyelseslov, og da nybyggeriet samti-
fortsatte i de kommende år, hvor mange bestræbelser gik ud på atter at drage staten noget dig faldt, tog boligpolitikken fra 1980’ernes midte i voksende omfang karakter af en bypo-
tilbage fra den direkte finansiering af boligbyggeriet – samtidig med at man søgte at op- litik, der rettede sig mod byens mest socialt udsatte kvarterer, dog fra 1990’ernes midte
retholde en betydelig boligproduktion. Således etableredes i 1958 de særlige reallånefonde tilsat initiativer, der tog sigte på forbedring af byggeriets produktivitet og dets økologiske
(bl.a. BRFkredit blev født ved denne lejlighed), som med statsgaranti skulle dække det bæredygtighed. I 1998 skiftede Boligministeriet i konsekvens heraf også navn til By- og Bo-
216 217

18. ligministeriet, men tre år senere – i 2001 – blev det nedlagt, og dets lovgivning blev spredt
til en række andre ministerier. Og dermed ophørte det sammenhængende statslige syn på
boligforholdene.
Med ’reformen’ i 2001 forsvandt dansk boligpolitik så at sige, og selvom mange af elemen-
terne i boliglovgivningen fortsat består, og nye er kommet til siden da, er det meste af
boligpolitikken stadig placeret som en slags anneks til socialpolitikken.
I sammenligning med mange andre europæiske lande var dansk boligpolitik undergivet
færre forandringer specielt i 1980’erne og 1990’erne, hvor de almindelige liberaliserings-
tendenser forandrede det socialt orienterede boligbyggeri i lande som Storbritannien,
Holland og Tyskland. På visse måder til det bedre, men tidvis også præget af urealistisk
tro på markedets evne til at sikre den svagest stillede del af befolkningen ordentlige
boligforhold i kvarterer, der ikke blot er præget af fattigdom, arbejdsløshed, og i det hele
mangel på integration i samfundet.
Men har vi ikke brug for en ny by- og boligpolitik, der tager fat i de problemer, som består
i byerne og på boligmarkedet? En politik, der bekæmper ghettoiseringen, en politik, der
skaffer økonomisk overkommelige boliger til storbyernes middelklasse og ungdom nær
deres arbejdspladser og uddannelsessteder, en politik, der sikrer seniorerne hensigts-
mæssige boligforhold uden institutionalisering, og en politik, der sikrer vore byers skøn-
hed, livskvaliteter og økologiske bæredygtighed.
JNM
218

19. litteratUr
Arbejdsgruppen vedr. fremtidsperspektiver for en mere selvbærende almen sektor: Den almene
boligsektors fremtid, København 2006
Knud Bidstrup og Erik Kaufmann: Danmark under forvandling, København 1963
Niels Bjørn (red.): Arkitektur der forandrer, København 2008
F.C. Boldsen: Haveboliger i Danmark for de mindre bemidlede Samfundsklasser, København 1912
Koos Bosma og Helma Hellinga: Mastering the City, Rotterdam 1997
Alain de Botton: The Architecture of Happiness, London 2006
C.V. Bramsnæs og Svend Nielsen: Byggeforeningsbevægelsens Udvikling i Hovedstaden, Køben-
havn 1921
Byforum: Bolig til tiden, København 2000
Le Corbusier: The City of To-morrow and Its Planning, New York 1929
Roberta Curiel og Berhard Dov Cooperman: The Ghetto of Venice, London 1990
Ruth Eaton: Ideal Cities, New York og London 2002
Claude Eveno m.fl. (red.): Paris Perdu, Paris 1995
Susan S. Fainstein m.fl.: Divided Cities, Cambridge, Massachusetts, 1992
Arne Gaardmand: Dansk byplanlægning 1938-1992, København 1993
Poul Henningsen: Vers til idag, København 1966
Norbert Huse m.fl.: Vier Berliner Siedlungen der Weimarer Republik, Berlin 1987
Charles Jencks: Heteropolis – Los Angeles, London og New York 1993
Carsten Juel-Christiansen: Outside the Walls, København 2002
Tim Knudsen: Storbyen støbes, København 1988
221

20. Margrethe Kähler: Alle tiders boliger, København 2008
Olaf Lind og Jonas Møller: Folkebolig, boligfolk, København 1994
Kevin Lynch: Good City Form, Cambridge, Massachusetts, og London 1944
Lena Magnusson (red.): Den delade staden, Umeå 2001
Lewis Mumford: The City in History, San Diego 1961
Nonie Niesewand: Converted Spaces, London 1998
Christian Norberg-Schulz: Nattlandene, Oslo 1993
Jørgen Nue Møller: København. Nordisk kraftcenter eller europæisk provinsby, utrykt prisopgave,
1991
Jørgen Nue Møller: Penge til huse, København 2009
Donald J. Olsen: The City as a Work of Art, New Haven og London 1986
Programbestyrelsen: Strategi mod ghettoiseringen, København 2005
Programbestyrelsen: Fra udsat boligområde til hel bydel, København 2008
Steen Eiler Rasmussen: København, København 1969 og 1994
Richard Rogers m.fl.: Cities for a Small Planet, London 1997
Camillo Sitte: Die Städtebau nach seinen künstlerischen Grundsätzen, Wien 1889
Pernille Stensgaard: København, København 2002
Udvalget vedr. den almennyttige sektors rolle på boligmarkedet (John Winther-udvalget): Den
almennyttige sektors rolle på boligmarkedet, København 1987
Camilo José Vergara: The New American Ghetto, New Jersey 1997
222