by Mette Sandbye

1. Af METTE SANDBYE
Thierry Geoffroy/Colonel: Always Question
the Structure #documentasceptic. Sabsay,
Store Strandstræde 19, til 24. juni. Ti.-fre.
12-18, lør. 11-15. http://www.emergencyrooms.
org/documenta_sceptic.html
D
et er det helt store europæiske
biennaleår i år. Fire af de
vigtigste krydser deres cirkulært
genkommende tidsbaner med
hinanden i år, som når planeter hvert 100. år
står på lige linje og får astronomer i ekstase.
Kunstfolket får travlt denne sommer.
Biennale betyder en festival, der finder sted
hvert andet år, og ret beset er nogle af somme-
rens store »biennaler« sjældnere forekommende.
Venedig Biennalen og Istanbul Biennalen
følges ad hvert andet år. Venedig åbner 13.
maj, Istanbul først 16. september.
Hvert femte år har vi så Documenta i
Kassel, som åbner 10. juni, men tyvstar-
ter med »Del 1« i Athen, som åbner næste
weekend. Siden 1977 har Münster Skulptur
Projekte fundet sted som en stor, internatio-
nal, fortrinsvis udendørs skulpturfestival i den
tyske by Münster. Den afholdes hvert tiende
år, og det er således kun hvert tiende år, der
tegner så biennalestressende som i år for det
internationalt orienterede kunstpublikum.
De fleste af disse »biennaler« er på papi-
ret opstået ud fra et ønske om fred og mel-
lemkulturel forståelse gennem kunsten i en
verden præget af nationalisme og sommetider
derpå følgende krig. Men de har alle samtidig
udviklet sig til uhyre betydningsfulde magt-
faktorer, tungt lastede med både kulturel og
pekuniær kapital.
At få lov at fylde en af de nationale pavil-
loner i Venedig eller bare at deltage i den store
fælles gruppeudstilling der, at blive inviteret
til at vise sin kunst på Documenta, det kan
skyde en kunstners karriere opad med rekord-
fart. De fleste klapper, skåler i prosecco,
cirkulerer, suger til sig, spiller med og får det
bedste ud af det hele.
Men så er der en kunstner som den
danskboende franskmand Thierry Geoffroy
(f. 1961). Under kunstnernavnet Colonel
har han i nu mere end 25 år utrætteligt og
ihærdigt sat spørgsmålstegn ved og ironiseret
over »biennalen« som magtfænomen og
monsterstruktur, som ifølge ham skaber
apati frem for egentlige møder, eftertanke og
handling. Frekventerer man disse biennaler,
vil man med stor sikkerhed støde på ham,
enten iført sin beige Columbotrenchcoat og
butterfly samt lyseblå FN-hjelm, eller i hvid
skjorte og et ninjalignende pandebånd, hvor
der med rød skrift står »Emergency«. Colonel
sætter spørgsmålstegn ved den forestilling
om gensidigt befrugtende kulturmøder og
politisk og socialt engagement, som præger
biennalearrangørernes selvforståelse. Og ved
pengene og magten, som vi ikke taler om.
Han anvender avisudklip og researcher en
masse på nettet, men han arbejder ikke som
en kritisk, undergravende journalist.
»Jeg er ingen Michael Moore,« siger han
selv. Det er snarere som en »trickster«, en nar,
en ironisk og sommetider irriterende Spørge-
Jørgen, at han med sit Columbooutfit
ikke ulig denne halvfjerdserdetektiv stiller
»dumme« og sommetider pinlige spørgsmål
på pressekonferencerne, deler løbesedler ud
eller inviterer til kritisk debat i de små gule
telte, som han altid medbringer, påmalet
slogans som »Always question the structure«
og »Are biennales dangerous?«.
I denne uge har Colonel haft særligt travlt,
for han er på vej til Athen, hvor Documentas
første del åbner d. 8. april. I går slog han
dørene op til det, der skal være »hovedkvarter«
for hans kritiske biennalearbejde centreret
om Documenta og Venedig i de næste tre
måneder, galleriet Sabsay i en baggård lige
bag Nyhavn. Lige nu viser han en fuldt
færdig udstilling med værker af papir, pap,
gips, fotokopier og nogle readymades, men
meningen er, at udstillingen skal forandres
løbende, især når han vender hjem fra hver
ny biennaleåbning med fornyet kritisk
ammunition. Udstillingen i Sabsay har
lige nu fokus på Kassel, hvor der ligger en
stor fabrik for konstruktion af krigstanks,
KMW, lige op ad Kultur-Bahnhof, hvor
Documenta finder sted. Fabrikken har en
stor søsterfabrik, HDVS, lige uden for Athen,
og på udstillingen trækker Colonel en masse
associativt forbundne, kritisk spørgende
linjer fra Kassel til Athen, hvor han bringer
fabrikkens tankmodel med navnet »Leopard«
i spil. En lille plasticleopard bærer en ugle,
Documenta-Athens logo, på ryggen. Uglen,
der traditionelt forbindes med visdom, stirrer
tomt op i luften. Et stort banner stiller åbne
spørgsmål til, hvorfor Documenta 14 har
valgt en aflægger i Athen. Kriseturisme?
Øge våbensalget? Og hvorfor ligger
Documentahovedkvarteret – i Colonels øjne
helt ureflekteret – i det gamle militærdiktaturs
politihovedkvarter?
I begyndelsen opererede Colonel via flyve-
blade, fotos og fotokopier, i dag er internettet
hans vigtigste platform. Under søgeordene
#documentasceptic og Emergency Room vil
han fra Documentastarten i Athen næste uge
og de kommende måneder bedrive sin struk-
turkritiske konceptkunst. Og fylde fysiske
ting ind i Sabsay – som allerede nu bestemt er
et besøg værd.
Biennalekritik. I mere end 25 år har kunstneren Colonel kritiseret de store kunstbiennaler. I år får han ekstra travlt.
Documentaskeptikeren
Biennaler er monsterstrukturer, som skaber apati, mener kunstneren Thierry Geoffroy/
Colonel. Her hans værk Thoughtful – The lost blue helmet.
Kunst. I sidste uge skrev den tysk-tyrkiske kurator Gürsoy Doğtaş, at kunstnere og kuratorer bør være mere kritiske, end de er, når de får en
indbydelse til lande som Tyrkiet, der i år afholder Istanbul Biennalen kurateret af Elmgreen og Dragset, som her svarer på kritikken.
Engagement eller boykot
REPLIK
Af MICHAEL ELMGREEN
L
ige efter 15. juli sidste
år, hvor det mislykkede
kupforsøg førte til
undtagelsestilstand i
Tyrkiet, valgte Ingar og jeg at lægge
det kuratoriske arbejde på is for en
stund og i stedet tage til Istanbul for
blot at mødes med akademikere,
oppositionspolitikere, journalister
og folk, der var direkte berørt af
regeringens hårdhændede reaktion,
massefyringer og arrestationer.
Det var først og fremmest vigtigt
for os at vide, om man i Istanbul
ønskede, at biennalen skulle finde
sted i et sådant politisk klima eller
ej. Vi mødtes med folk, der enten
selv havde været i fængsel eller
havde nære relationer til nogen, der
havde været det. Vi mødtes med
historikere og journalister, der havde
oplevet at være på gun point den
nat, hvor kupforsøget fandt sted. Vi
mødtes også med nobelpristageren
Orhan Pamuk, som sagde til os:
»Don’t chicken out!« (»Lad jer ikke
skræmme væk«, red.). Uanset hvem
vi snakkede med eller mødtes med
i de uger lige efter kupforsøget,
så gav de klart udtryk for, at de
bestemt ikke syntes, at en boykot
af biennalen ville være nogen god
løsning. Derfor bestemte vi os for
at fortsætte vores arbejde. Sandt at
sige ville det have været ulig meget
nemmere at vende ryggen til det
hele og droppe ud. Men problemet
er jo netop, at rigtigt mange i
Europa i dag vender ryggen til
Tyrkiet – begræder situationen, men
samtidig bliver væk og vælger ikke at
engagere sig.
Det er jo ret nemt at have helt
rene hænder, hvis man så at sige
beholder dem i lommen og sidder
med sine helt rigtige meninger i
München, hvorfra verden nok ser
lidt anderledes ud.
Det er i dag i stigende grad blevet
sværere at indtage den eksklusive
position kun at lave udstillinger
under absolut optimale politiske
forhold. Med en sådan holdning
afskærer man sig også let fra at vise
kunst, der hvor der måske netop
er brug for den – i kriseområder,
hvor kunstens evne til at formidle
åbensindede holdninger, virkelig
tæller. Det er et postulat, at der er
bred modstand imod biennalen
blandt Istanbuls intellektuelle. Jeg
tror, vi har brugt mere tid i Istanbul
i det sidste år, end Gürsoy Doğtaş
har, og føler, at vi har en ret god
fornemmelse for, hvilken opbakning
der er specielt lige nu. Naturligvis vil
der altid være nogle, der er kritiske,
men som helhed ønsker og behøver
den lokale kunstscene biennalen.
Men selvfølgelig er vi
superbekymrede for den mere og
mere tilspidsede situation i Tyrkiet
og kan sandt at sige ikke engang
tage det for givet, at vi kan åbne
i september. Håber det, for ellers
har de, der ønsker at begrænse den
kunstneriske frihed i Tyrkiet, også
vundet over biennalen.
LAYOUT: LINDA BALLE KORREKTUR: LISBETH RINDHOLT
Kultur # 13 31. marts 2017 3Weekendavisen