Churchil-citat: pige bagud, klippevæg fremad, tale eftermiddagen. Lille brainstorm: en god præsentation?? Derefter: Hvor er det her på tavlen, at I tricker?? hvad forventer I af disse to dage? En gang i begyndelsen af 80erne. kulturkonsulent, ny i jobbet. Opgave: at tale om unge iranske mænds særlige problemer for en yderst kompetent gruppe på 400 mennesker i en sportshal! Mit mål var at få dem oplyst i en sådan grad, at de tog særlige hensyn til gruppen fordi de havde fået forståelse af dens specielle problemer Var meget, meget bange. Dels have jeg aldrig før prøvet at tale til en så stor gruppe, og dels ksulle jeg tale om noget jeg faktisk ikke vidste ret meget om!! Til forskel fra mit tidligere job som gymnasielærer, hvor jeg underviste i en ren faglighed!! Eller de gang hvor det kun er topppen af isbjerget man bevæger sig i. Jeg overlevede! Men undervejs noget jeg siden kun har oplevet i forbindelse med fødsler: Troede jeg døde!! Hjertet klaprede, i strakt galop, og jeg det var som et damplokomotiv havde bemægtiget sig min krop. Hals, mund og tunge var tørre som et slidt viskelæder, og af og til klæbede alt sammen!! For at holde på mig selv, styre min nervøsitet, og forhindre at hjertets efter min egen opfattelse trommehvrivel gik i mikrofonene, holdt jeg meget meget lange pauser: trak vejret roligt, samlede mundvand og forbandede at der ikke var vand på talerstolen (i dag ville jeg blot have bedt om noget!). Stor var min overraskelse over at flere, ja ret mange faktisk, bagefter komplimenterede mit oplæg!!!! Flere sagde også at det virkede SÅ godt, at jeg holdt pauser, så itngene kunne bundfælde sig!! PAUSEN som succeskriterium!!! Bedømmelsen var lynhurtig – og uventet