1. Villa Hjertensfryd og Fred
"Vi går ned til mig," sagde Svend-Åge og foretog et mærkeligt undskyldende buk.
Jeg sagde ikke noget, selvom alle de gamle formaninger om ikke at gå med fremmede dukkede op i
hovedet, men Svend-Åge var jo ikke helt fremmed, og Jeg kunne heller ikke rigtig få ham til at ligne en
børnelokker. Desuden var jeg heller ikke længere en lille snotunge som Tobias.
Jeg gik i 7. klasse og var 14 år. .
Jeg var en, der næsten havde en kæreste. Det var Liv, men hun vidste det ikke. Men jeg var vild med hende.
Hun fik mig til at smelte fuldstændig sammen. Hendes hud! Der var lys under hendes hud. Nogle gange var
hun næsten gennemsigtig, og så kunne man se blodet som en stor, rød vifte. Jeg var vild med hende. Det
hele:
øjnene, kinderne, næsen, læggene, albuerne, skuldrene, fregnerne, de skæve ben og hendes trusser som
jeg aldrig havde set, men som jeg forestillede mig, når jeg om aftenen lukkede øjnene og klædte hende af,
før jeg faldt i søvn.
Liv det var det hele. Jeg havde oven i købet lavet en sang om hende, ligesom ham Ritchie Valens i filmen La
Bamba, hvis der ellers er nogen, der husker den. Og jeg havde det hele klar en aften jeg var alene hjemme,
guitaren og Livs telefonnummer, og jeg ringede hende op, parat til at synge ligesom Ritchie Valens gør fra
en telefonboks, men da jeg hørte en eller anden idiotisk stemme smækkede jeg røret på.
Bagefter var jeg så rasende på mig selv, at jeg var lige ved at tude, fordi jeg havde været så bange og så
dum, og en hel uge efter turde jeg knap nok se til den side, hvor Liv var.
Nå, det kom til at gå bedre.
Og det kom til at gå dårligere. Sådan er det altid, det kan jeg fortælle om som en erfaren gammel mand i
20'erne: Først går det godt, og så går det skidt, og så går det godt igen, og så skidt. Der er ingenting der kun
går godt, det er det eneste der er helt sikkert. Eller det starter skidt, og bliver godt, men det ender ikke
godt. Det ender skidt.
Måske, tænker jeg. Måske ender det alligevel godt.
Ikke det med Liv, det er forbi, men med det hele, også med det frygteligste selvom granaterne eksploderer i
fjernsynet lige bag min ryg.
Dengang i 90'erne slog de hinanden ihjel i Bosnien og Tjetjenien og i Afrika og alle mulige andre steder. Nu
slår de hinanden ihjel i Frankrig. Gosh! Midt i Frankrig.
Og der er en svensker, der vil føre krig mod Danmark!
Han mener det alvorligt. Han har sprunget et badehotel i Frederikshavn i luften.

2. Men tilbage til Svend-Åge der som sagt boede helt alene i en gammel villa midt på Æblevej. Alle villaerne på
Æblevej var gamle.
"Det er her," sagde Svend-Åge, da vi nåede ned til Villa Hjertensfryd og Fred. Det vidste jeg godt, men jeg
var nysgerrig efter at se, hvordan han boede.
Du synes sikkert det er mærkeligt," sagde Svend-Åge og smilede sit skæve smil, da han stak nøglen i låsen?,
"at jeg sådan kommer og beder om hjælp.
Arrrrrrrrrrrrgh," sagde jeg sådan lidt overlegent (det lød lidt ligesom en hund der knurrer) og så
undersøgende op på huset, som om at det var jeg da vant til, og at det skete sådan cirka en tre-fire gange
om dagen, at nogen ringede på, og spurgte om jeg ikke lige kunne hjælpe dem.
Det lød temmelig forkert, men Svend-Åge så alvorligt på mig.
"Vi skal op ovenpå," sagde Svend-Åge undskyldende, som om han var bange for, at det var til for meget
besvær.
"Jeg har gode ben," sagde jeg og slog mig på benene, som om de par trappetrin kunne være et problem for
nogen som helst. Det lød fuldstændig åndssvagt. Sådan noget havde jeg aldrig sagt før.
Svend-Åge nikkede alvorligt og så anerkendende på mine Lewis, for benene kunne han jo ikke se.
Da vi var kommet ovenpå og ind i Svend-Åges stue, og Svend-Åge havde trukket en stol frem, og jeg havde
sat mig yderst på sædet, en smule stiv og underlig til mode, sagde Svend-Åge igen, at jeg sikkert syntes, at
det var mærkeligt, at han sådan kom og bad mig om hjælp.
Nu vidste jeg heller ikke, hvad jeg skulle sige. For selvfølgelig syntes jeg, at det var mærkeligt, men jeg ville
ikke gøre ham ked af det, og derfor rystede jeg bare på hovedet, som om det var helt i orden, og sagde:
"Arrrrrrrrrrgh, det er da helt i orden." J eg har aldrig nogen sinde set så mange bøger på en gang, undtagen
på biblioteket. Alle væggene var fyldt ~ed bøger fra gulv til loft. I det hele taget var Svend-Åges stue meget
interessant. Der var også en lille bitte glasglobus. Den var ikke større end en tennisbold, men meget flot.
"Se," sagde Svend-Åge og skubbede til den, den bevægede sig, men snart efter lå den stille igen. Og på det
samme sted. Svend-Åge pegede: der lå en rød kugle i bunden. Det var åbenbart den, der fik glasglobussen
til at holde balancen.
Der var også en skrivemaskine, et spil skak og en masse andre spil. Og alt sådan noget mærkeligt der findes
på billeder af underlige menneskers stuer.
"Spiller du skak?" spurgte Svend-Åge, da han så mine øjne på spillet.
"Ikke rigtig," sagde jeg. Jeg kendte det godt. Jeg havde prøvet det henne på Fritiden sammen med en der
hed Johnny og som slog mig hver gang, men han spillede også i en rigtig klub, men bagefter havde jeg
tænkt over det, og fundet ud af hvad jeg gjorde forkert. Og så havde jeg prøvet igen, og Johnny havde igen
fejet mig ud af brættet, men så havde han forklaret mig, hvad jeg i stedet skulle have gjort.

3. Jeg kunne godt forstå det. Og så havde vi spillet igen, men Johnny blev ved med at slå mig indtil den dag,
hvor jeg havde narret ham. Simpelthen narret ham. Jeg lod som om han kunne tage mit tårn. Og det gjorde
han, men så fangede jeg hans dronning i næste træk, og så var spillet afgjort.
Johnny var en god taber. Han havde grinet og sagt at den ikke gik en gang til.
Det er hende her!" sagde Svend-Åge genert og rakte mig forlegent et stort farvefotografi.
Hende hvem?" tænkte jeg og så på billedet. Det var en kvinde. Hun var endnu ældre end min mor. Sikkert
lige så gammel som Svend-Åge. o Mens jeg så på billedet, strakte Svend-Åge hals, så han bedre kunne se
fotografiet, og da jeg løftede øjnene, så jeg hans ansigt lyse op i et stort smil.
Det var hende, hende på billedet, der gjorde ham glad.
Hun så mærkelig ud. Hendes hår var nærmest lilla, hverken krøllet eller glat, noget midtimellem der mere
lignede en plasticsvamp til at gøre gryder rene med end rigtigt hår.
øjnene smilede genert og forskrækket, og den ene hånd var fanget på vej op mod munden, som om hun i
sidste øjeblik ville undskylde og skjule sig selv.
"Det er Rosa," forklarede Svend-Åge.
Jeg kendte ingen der hed Rosa.
Det eneste, bortset fra mine Dungeon og Dragonfigurer, der rigtigt interesserede mig var Liv.
Svend-Åge vred sig.
Han var genert, og for at hjælpe ham på vej, rynkede jeg mine øjenbryn og nikkede sådan lidt klogt. Den
slags er jeg ret god til. Det hedder forstillelse. Også dengang i 90'erne var jeg en mester i at forstille mig.
Men det hjalp, og Svend-Åge rømmede sig, hostede, vred sig til den ene side og til den anden side og
begyndte at fortælle mig om Rosa.
Hun kom igen i nat.
Altså hende med alle Mælkevejens lysende stjerner i sit sorte hår og forhøjningen på næsen. Da hun havde
set på sig selv i spejlet i en halv time, tog hun solbrillerne af og så sig rundt i vrimlen af højpandede
skolastikere, skrigerne med det blå hår og neopunkerne og neogrungerne og alle de andre.
Til sidst så hun på mig, og jeg sendte hende mit professionelle smil, mit Cafe Kok smil. Det ejeren elsker, og
som fastholder folk ved zinkdisken og får dem til at komme tilbage.
Jeg plejer ikke at interessere mig for nogen.
Jeg plejer at være ligeglad, når bare de betaler og holder balancen. Men hende.
Ja.
Det er morgen. Jeg går i seng og sover.

4. The holy God
Frank siger at det hele skyldes, altså alt rodet i hele verden, krigene og forureningen og al den anden
ballade, at der er sket en fejl.
Han siger, og det har også noget med begyndelsen at gøre, at for 200 år siden, kom der 2 mennesker
flyvende i et rumskib til jorden. De var programmeret til at skabe livet på jorden, men de glemte at
ødelægge rumskibet.
De gjorde et eller andet forkert, og et eller andet sted i Stillehavet ligger vraget af rumskibet og inde midti
fungerer super computeren endnu, og det er den, der er skyld i alt rodet.
Gosh!
Jeg har sagt til Frank, at det ikke kan passe. Mennesket har været på jorden i langt mere end 200 år. Det
ved enhver.
Frank siger, at det er noget supercomputeren har bildt os ind. Den kan få os til at tro på hvad som helst.
Gosh!
I går foreslog Frank, at vi skulle udruste en ekspedition og sejle til Stillehavet og finde vraget og
supercomputeren.
Rumskibet hedder The holy God.
Frank mener det alvorligt. Han så længe på mig før han sagde det. Og lige så længe bagefter.
Jeg spurgte, hvordan han ville finde rumskibet. Jeg mener, Stillehavet er ret stort, sådan cirka 14.000 km på
hver led.
Frank trak på skulderen. Frank er begyndt at trække på skulderen ligesom ham rumkaptajnen Ziir i den nye
galakseserie.
"Det er umuligt," sagde jeg.
Frank rystede på hovedet. Ziir-rysten. For kaptajn Ziir af syttende rumeskadron er ingenting ganske vist
umuligt, men hvordan skulle Frank og jeg klare det?
"Vi køber et gammelt skib," sagde Frank. "Et af de nedlagte fragtskibe." Jeg sagde ikke noget. Hvordan
skulle vi bære os ad med at sejle et fragtskib? Og hvor skulle vi få pengene fra? Desuden troede jeg ikke på
den skrøne med rumskibet.
"Det er ikke det, der er galt," sagde jeg. Jeg mente rumskibet og computeren. Det var noget vrøvl. Frank er
ligeglad. Hvis jeg ikke vil med, så finder han en anden. Eller også rejser han selv. Men nu tilbage til dengang
i 90'erne:

5. Svend-Åges ulykkelige kærlighed
Jeg tænkte mest på Liv, da Svend-Åge fortalte om Rosa og hendes mor.
Svend-Åge havde truffet Rosa en lørdag henne ved købmanden på hjørnet af Rosenvej og Hyacintvej. Det
samme år som Muhammed sprang ud fra vandtårnet og ned på betonpladen. Det var også der vi handlede,
bortset fra flaskerne med Anis og Gammel Dansk. Dem købte hun inde i byen, for at vi ikke skulle vide det.
Vi vidste det alle sammen.
Det var alt sammen ret skørt, også den måde de traf hinanden på. Svend-Åge var på sin ugentlige tur hos
købmanden kørt ind i Rosa med en indkøbsvogn, og hun var blevet så forskrækket, at hun havde tabt en
pose mel på gulvet. Den var gået i stykker, og de var begge to begyndt at skovle melet op i den ødelagte
pose med fingrene, men det var blevet spredt mere og mere, og til sidst havde købmanden bedt dem holde
op før hele butikken blev melet til. Svend-Åge fortalte det ikke helt på den måde. Det var først senere jeg
fik alle detaljer med, men jeg forstod, at Svend-Åge havde forelsket sig i Rosa lige på stedet, og fra da af
begyndte han at handle hver dag på nøjagtig samme tidspunkt, nemlig det tidspunkt hvor han kørte ind i
Rosa med indkøbsvognen.
Svend-Åge var invalidepensionist. Han havde sukkersyge og dårlig ryg og det ene ben var kortere end det
andet, så han kunne gå hen til købmanden, når det passede ham.
Det samme begyndte Rosa at gøre, så lidt efter det første sammenstød begyndte de at møde hinanden
næsten hver dag. Men de snakkede ikke sammen, selvom der ikke var noget de begge ønskede højere i
hele verden, for Rosa havde forelsket sig lige så inderligt i Svend-Åge, som Svend-Åge havde forelsket sig i
Rosa. De var begge to generte. De turde ikke. Og da Svend-Åge fortalte mig det, at de ikke turde, vred og
vendte han sig på sofaen og gned så vanvittigt på sin ene tommelfinger, at det ikke ville have forbavset mig,
hvis der var gået ild i den.
I stedet smilede de til hinanden. I ca. et år smilede de til hinanden og trådte høfligt til side for hinanden og
holdt døren for hinanden og nikkede hemmeligt til hinanden om det med melet, og over hvor sjovt det
havde været.
Til sidst besluttede Svend-Åge, at nu måtte der ske noget, og han skrevet langt brev, hvor han undskyldte,
at han overhovedet havde tilladt sig at forelske sig, og at han sikkert ikke var god nok til hende, og at hun
sikkert slet ikke kunne lide ham, og at han aldrig skulle have skrevet brevet, og at det kun kunne gå galt, for
der var ingen held ved ham, og alting i hans liv var gået galt lige fra starten, og det ville det fortsætte med,
medmindre hun ville gifte sig med ham (hvad han ikke i sin vildeste fantasi kunne forestille sig, at hun ville)
men gjorde hun det alligevel, så ville alting i verden ændre sig, så ville alt blive godt, og han ville blive
jordens lykkeligste mand, for smukkere og klogere kvinde end hende, havde han aldrig hverken hørt eller
læst om eller set i fjernsynet eller på film. Og smukkere øjne og næse havde ingen kvinde.

6. Mens Svend-Åge fortalte om sit brev og om Rosa, undrede jeg mig over, at det var hende, jeg havde set på
fotografiet. Jeg kunne ikke genkende hende. Svend-Åge fortalte om en skønhed. Sådan var hende på
fotografiet ikke.
Det var først bagefter, at jeg rigtig forstod hvor usædvanlige Svend-Åges betroelser havde været. Normalt
var han ikke til at slå et ord af. I stedet vendte og drejede han sig, sagde ingenting og gned fuldstændig
vanvittigt på sin tommeltot.
Men den dag i 90'erne var der åbenbart gået hul på ham. Jeg tror, at han var blevet så desperat, at alle
hans forbehold var skyllet væk.
I al fald snakkede og fortalte han om Rosa og hendes mor, den ældgamle fru Skrumpsager, der ikke ville
give Rosa fra sig, og om Rosa der ikke turde sige sin mor imod, og om hvordan han havde tigget og bedt fru
Skrumpsager om at lade dem få hinanden, og om hvordan oldingemoderen havde overfuset ham og sendt
ham af sted og råbt efter ham og kaldt ham voldtægtsmand og forbryder og forfører og truet ham med
politi og fængsel, hvis han ikke holdt fingrene fra Rosa.
Til sidst havde hun låst Rosa inde. Det var slut med at gå til købmanden. Hun sad oppe i sit og moderens
soveværelse i rækkehuset på Holmstrupsvej og kiggede frem bag gardinerne når Svend-Åge listede forbi og
signalerede op til hende.
Han kunne ikke ringe. Oldingen tog telefonen. Hun sagde ikke noget. Hun lyttede tavst ind i røret, indtil
Svend-Åge forsigtigt prøvede at sige noget, men lige så snart hun hørte, at det var ham, råbte hun SVIN! og
smækkede røret på.
Han kunne heller ikke skrive til hende.
Oldingemoderen sad hver formiddag på en stol i entreen og ventede på posten. Når den var kommet,
lukkede hun Svend-Åge s brev op og læste det højt for Rosa, mens hun for hver anden linje overfusede
hende og kaldte hende en mær.
Og Rosa græd. Og Rosa smed et brev ud ad vinduet til Svend-Åge, og sagde at han ikke længere skulle ringe
eller skrive eller gøre noget som helst. Hun kunne ikke klare mere.
Jeg forstod det ikke.
De var voksne mennesker begge to, Svend-Åge og Rosa. De var begge to ældre end min egen far og mor.
Hvorfor kunne de ikke bare gøre som de selv ville? Og så skide på hvad oldingen mente.
Svend-Åge kunne godt se, hvad jeg tænkte.
"Det er også forfærdeligt," klagede han og vred sine hænder. "Det er så flovt." "Nå!" sagde jeg til sidst og
slog ud med hånden.
"Hold nu op! Vi finder ud af noget!" Svend-Åge så oplivet på mig. Han troede virkelig, at jeg kunne hjælpe
ham.

7. Jeg hørte mine ord. Det var, som om de blev hængende i luften. Det lød friskt, det jeg havde sagt, og som
om den der havde sagt ordene, var en der var vant til at løse store og komplicerede problemer og ikke var
bange for noget som helst. Og jeg så min arms flotte og nonchalante sving. Også det sving tilhørte en, der
kunne begå sig i verden.
Gosh!
Og så var sandheden, at der næppe fandtes nogen større bangebuks end mig, og næppe nogen der var
dårligere til at løse andres problemer. Dem derhjemme, med min mor og Tobias og Lillian, dem havde jeg i
al fald ikke kunnet finde ud af for fem flade øre.
Og alligevel, det har jeg fundet ud af: Selvom man er et skvat, kan man godt en gang imellem lave en
virkelig fin manøvre. Og især hvis der er en, der tror på at man kan. Så bliver du lige på en gang skide smart
og dygtig. Så kan du det hele. Sådan følte jeg det den eftermiddag i 90' erne nede i Villa Hjertensfryd og
Fred.
Og jeg rejste mig op, så sejt på Svend-Åge ligesom Schwartzenegger i Terminator 2 (er der nogen der husker
den?), slog igen ud med hånden og sukkede som om det ærgrede mig, at hans problem ikke var større, nu
jeg var kommet i gang, og sagde: "O.k.! Så går vi hen og ordner hende mokken!" "Virkelig?" sagde Svend-
Åge.
"No problemo," svarede jeg og rynkede brynene på en ret smart måde.
Mine egne erfaringer med kærligheden
I virkeligheden, sagde jeg til mig selv, mens Svend-Åge fortalte mig om Rosa og hendes mor, kunne jeg ikke
være nogen særlig god hjælper og rådgiver for Svend-Åge, for mine egne erfaringer med kærligheden var
ærlig talt meget begrænsede.
Før min voldsomme forelskelse i Liv havde jeg ganske vist været forelsket 3 gange, men ikke rigtigt, i al fald
ikke sådan som jeg blev det i Liv.
Den ene gang, det var den 2. gang, forelskede jeg mig i Rita fra klassen, men jeg glemte det igen, og selvom
vi havde snakket sammen i skolegården dagen før, og Rita højtideligt havde sagt, at vi var kærester, så
havde jeg glemt det dagen efter, og Rita blev temmelig sur og sagde, at det ville gå mig skidt, når jeg tillod
mig at svigte hende allerede dagen efter.
Derefter var det Lise, fra parallelklassen. (Livs klasse).
Og da var jeg så forelsket, at jeg af ren og skær forelskelse cyklede ind i en lygtepæl, fordi jeg overhovedet
ikke tænkte på andet end Lise, og at hun havde sagt, at vi skulle følges ad om søndagen ned til havnen, hvor
hendes far havde en sejlbåd.
Det blev så ikke til noget, fordi jeg brækkede en tå og lkke kunne gå ned på havnen. Og da jeg kom i skole
igen, var Lise blevet kæreste med en der hedder Erik.

8. Han så temmelig dum ud. Han havde nogen ret mærkelige ører, og når han grinede, plirrede han med
øjnene, og tænderne stod lige ud af munden på ham.
Jeg forstod ærlig talt ikke, hvordan Lise kunne foretrække Erik for mig. Og jeg sagde det til hende. Og så
sagde hun, at det var da ikke så mærkeligt, for Erik var meget mere kær end mig.
"Kær," sagde hun og lagde hovedet på skrå. Det forstod jeg simpelthen ikke. Godt nok mente jeg ikke, at jeg
selv var "kær", men hvis det endelig skulle være, så var jeg sikker på, at jeg var betydelig mere "kær" end
det skvat til Erik, som kun var en anelse højere end mig. Men måske skal man være et skvat for at være
"kær"?
Så var der selvfølgelig også dengang jeg kørte med bussen ud til stranden. Det var året efter at Muhammed
sprang ud fra vandtårnet og året før det med Rosa og Svend-Åge og Liv og det frygteligste.
Den bustur har jeg aldrig før fortalt om til nogen, fordi det er ret mærkeligt og lidt flovt. Men jeg skulle med
bussen ud til stranden, og så var der kun plads på bagsædet helt ude i den ene side ved siden af en
temmelig flot dame. Hun har i hvert tilfælde været mindst 20 år, og da jeg satte mig ned ved siden af
hende, smilede hun på en underlig måde, påtaget og temmelig sukkersødt. Men jeg var ligeglad. Hun kunne
jo gøre som hun ville, men da vi havde kørt lidt, skubbede hun sit bare ben ind mod mit bare ben. Jeg
tænkte, at det var mærkeligt, og jeg trak benet væk, men hun fulgte efter, og til sidst kunne jeg ikke trække
mit ben længere væk, hvis jeg skulle blive siddende i bussen.
Og så begyndte hun at gnide sit ben op og ned ad mit.
Det gav et gib i mig, og jeg vidste ærlig talt ikke, hvad jeg skulle gøre. Først troede jeg, at det var en
fejltagelse, at det var noget hun kom til, men det var det ikke. Sådan noget gør man ikke, og man bliver slet
ikke ved i så lang tid, som hun gjorde. Så er det ikke en fejltagelse. Så er det fordi man ønsker at gnide sit
ben op ad en andens ben.
Jeg skottede hurtig om til hende, men hun så lige ud i luften, ned ad bussens midtergang med et mærkeligt,
tyndt smil om munden.
Og mens hun gned og gned, blev jeg mere og mere elektrisk. Ligesom i det fysikforsøg, hvor Skrabowitz
gned en ebonitstang med en klud, indtil den bliver vildt elektrisk. Sådan blev jeg også, selvom det var benet
hun gned på.
Og jeg blev elektrisk i bukserne og min pik blev mindst lige så elektrisk som Skrabowitz' ebonitstang.
Den rejste sig, og jeg mærkede, og så med en blanding af lyst og skræk hvordan bukserne bulede mere og
mere tid foran, og jeg lod som om der var noget galt og rettede på bukserne, så den elektriske pik pegede
op ad maven og ikke lige ud i bussen.
Hun blev ved.
Og jeg lod hende gøre det. Det var selvfølgelig alt sammen fuldstændig vanvittigt, men jeg kunne godt lide
det, og jeg synes heller ikke, at jeg bare lige kunne prikke hende på skulderen og sige, at hun skulle lade
være med at gnide mig på benet.

9. Det dunkede og bankede mere og mere i bukserne, og da bussen svingede ind i det sidste sving lige før
stranden, faldt hun over mod mig og greb en gang om pikken og trykkede til, på en gang mærkeligt blødt og
hårdt, og det sprøjtede ud i bukserne på mig.
Da bussen 6 sekunder senere holdt ved stranden, rejste hun sig op, som om jeg overhovedet ikke sad i
bussen, og som om hun ikke havde gnedet på mit ben i mere end 5 kilometer og til sidst taget fat og trykket
lige der, og gik ud af bussen og ned på stranden. .
Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Ikke engang 1 mit erfarne og voksne liv i 20'erne, og jeg har aldrig før
fortalt det til nogen. Heller ikke til Svend-Åge, da han fortalte om sin ulykkelige kærlighed til Rosa.
Men selvfølgelig, lidt kendte jeg til det også dengang.
Fryden i bukserne ikke mindst. Og den tynde følsomme hud på pikkens spids og sider.
Den 3. gang jeg var forelsket før Liv, det var før jeg begyndte at gå i skole. Jeg mødte hende på den
legeplads der dengang lå nede ved jernbanen. Nu er den væk. Der er bygget en tankstation. Hun hed Ulla.
Hun tog mig i hånden og trak mig med ind under en busk. Og så fortalte hun mig om sin hund som hed
Buller. Alt det husker jeg. Og solen der faldt ned gennem busken og ramte hendes knæ.
Jeg vidste slet ikke hvad det var. At det var forelskelse.
Og i lang tid tiggede og plagede jeg min far og mor for at komme ned på legepladsen. Men hun var der
aldrig.
Hunden hed Buller.
Det bliver ved med at sne, og Frank bliver ved med at sige at vi skal rejse til Stillehavet, og jeg kigger efter
ansigtet i sneen.
Gad vide om hun dukker op i nat? Jeg tænker på hende med Mælkevejens stjerner i sit sorte hår. Hende
med det lille knæk på næseryggen.
Videre:
Et mislykket frieri
Holmstrupvej, der hvor Rosa boede sammen med oldingemoderen i et rækkehus, lå et par veje væk fra
Æblevej og ind mod byen.
Det første stykke vej gik jeg rask til, løftede kækt hovedet og så mig dristigt omkring. Og så hurtigt gik jeg, at
jeg flere gange måtte standse op og vente på Svend-Åge.

10. Jeg var stadig fyldt af min egen begejstring. Jeg var pustet op som en gasballon og parat til at fare til
himmels. Der var ikke noget, jeg ikke kunne klare og Svend-Åges beundrende blikke holdt gastrykket oppe,
men efterhånden som vi nærmede os rækkehuset på Holmstrupvej, blev jeg mere og mere betænkelig.
Hvad var det i grunden, jeg havde rodet mig ind i?
Og med et forekom det mig alt sammen fuldstændig skørt, Svend-Åge og Rosa og hendes mor og frieriet og
melposen.
Jeg havde allermest lyst til at vende rundt og spæne op på fodboldbanen, men det var lige så umuligt, som
at fortsætte. Svend-Age gik ved siden af mig, krumbøjet og følgende mig med sine store øjne. Det var klart,
at han stolede på mig og ventede mirakler fra min side.
Jeg havde selv bildt ham det ind.
Altså: jeg fortsatte.
Gosh!
Da vi nåede hen på Holmstrupvej og Svend-Åge havde udpeget huset, var gassen gået af ballonen, der var
ikke mere mod tilbage, hverken hos mig eller hos Svend-Åge. Vores skridt blev kortere og kortere. Vi gik,
som om vi trådte i sirup, indtil vi stod helt stille.
På en gang så vi begge op. Gardinet på kvisten bevægede sig, og et stort, ulykkeligt suk faldt ud af Svend-
Åges mund. Det cirklede ned gennem luften, rørte bedrøvet min ene kondisko og forsvandt til sidst i en
revne mellem to fortovsfliser.
Så tog jeg mig sammen.
Jeg forestillede mig, at jeg var en general i anden verdenskrig, og at alt, ALT, afhang af mig. Den slags tricks
har jeg altid haft masser af. Også i dag, her på Cafe Kok hvor jeg arbejder sammen med Frank og nætterne
fyldes med nye stjerner og djævle og engle.
Nå, generalen rømmede sig, pegede på døren og marcherede ufortrødent lige frem. Generaler ringer ikke
på.
Han gik lige ind med hæren (Svend-Åge) bag efter sig.
Og fra entreen fortsatte generalen og hele hæren ind i stuen.
Der sad fjenden i en stor, rød fløjlssofa.
På bordet foran hende lå en masse bøger. Der var stjerner på omslagene, sole og måner.
Hun mønstrede os. Og mens hun hånligt iagttog os med sine udstående og kolde øjne, løftede hun en bog
op fra skødet og lagde den på bordet foran sig med ryggen opad. Den var også fyldt med stjernetegn
udenpå.

11. Hun lignede en dværg der var krympet. Det øverste af hendes hår nåede ikke engang op over sofaens ryg.
Til gengæld var hendes øjne de største jeg nogensinde havde set, mindst lige så store som golfkugler og de
var mere blå og hårdere end stålkugler. De så iskoldt ind i Svend-Åges øjne og bagefter ind i mine.
Det var had.
Jeg forstod det ikke, men jeg blev stående, for jeg var general og alt, ALT, afhang af at jeg spillede mine kort
rigtigt. (Det med kortene var fra en anden film).
"Det nytter ikke Larsen," sagde Rosas mor, mens gebisset klaprede. Den lyd kendte jeg godt. "Du er alt for
grim, og du er dum!" Så hed Svend-Åge altså Larsen til efternavn, tænkte jeg, mens det rykkede i Svend-
Åge. Hans hoved nikkede frem og tilbage. Han ville sige noget, men han kunne ikke. I stedet trådte han et
skridt tilbage, krummede sig endnu mere sammen, som om han bukkede og takkede for oldingens
uforskammede ord.
Så forsøgte jeg.
"Det er Rosa," sagde jeg.
Jeg ville fortsætte, men så snerpede hun sin malede mund så voldsomt sammen, at jeg forbavset standsede
op. Det så ud, som om hun var i færd med at sluge det nederste af sit ansigt.
"Svend-Åge vil gerne giftes med Rosa," fortsatte jeg, da hun alligevel ikke slugte hagen. "Svend-Åge er god
nok. Han er ikke dum. (Svend-Åge spillede jo skak). Og han er ikke spor sær, og Rosa kan godt lide ham." I
virkeligheden kendte jeg jo knap nok Svend-Åge. Og Rosa havde jeg kun set et billede af og hørt Svend-Åge
fortælle om. Og at Rosa godt kunne lide Svend-Åge, det havde jeg kun fra Svend-Åge selv. Men jeg troede
på ham. Jeg var sikker på, at han talte sandt.
"Derfor," sluttede jeg af, "er det bedst de bliver gift hurtigst muligt!" Hvorfor jeg sagde det med hurtigst
muligt, ved jeg ikke, og jeg undrede mig over det, da jeg hørte mig selv sige det.
Det var sikkert noget fra en film.
Svend-Åge så både forundret og fuld af håb på mig.
Han beundrer mig, tænkte jeg. Og det fik mig til at rulle mig helt ud med alle mulige advokatbevægelser,
indtil Rosas mor standsede mig.
"Du er også en nar!" hvislede det ud over de hårdt malede læber. "Og en lille skid!" Dengang i 90'erne var
jeg heller ikke ret høj. Og jeg brød mig ikke om, at man gjorde opmærksom på min lave højde. Men hendes
udskældning der blev fremsagt fuldstændig koldt og hensynsløst, fik mig til at tie og træde et skridt
baglæns ligesom Svend-Åge.
Jeg havde aldrig, ikke engang af lærerne eller af nogen af bøllerne i skolen, hørt nogen tale med så megen
foragt og hån. Hun forskrækkede mig, det indrømmer jeg. Jeg blev simpelthen skidebange.
"Et kønt par," fortsatte hun. "En stor og en lille idiot." Og så, med en ond hvislen, der fik det til at løbe mig
koldt ned ad ryggen: "Ud begge to!" Svend-Åge trådte endnu et skridt tilbage. Det rykkede igen i ham. Han

12. ville, men turde ikke sige noget. I stedet bøjede han sig igen forover, så det så ud, som om han bukkede
farvel, da vi begge to gik ud ad døren.
Ude på fortovet blev vi stående ved siden af hinanden.
"Sikke en masse bøger," sagde jeg. Jeg mente dem på bordet foran hende. Jeg var flov over det, der var
sket, at hun havde skræmt os væk, derfor, og fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle sige, sagde jeg det
med bøgerne.
Hun er skorpion," sagde Svend-Åge.
::Skorpion," gentog Svend-Åge. "Rosa har fortalt mig det. Hun er meget optaget af astrologi." "Det med
stjernerne?" spurgte jeg.
Svend-Åge så flovt ned for sig og nikkede.
Vi kunne slå hende ihjel," foreslog jeg, da vi slukørede traskede ned ad vejen.
Svend-Åge så forskrækket på mig.
"Et ordentligt kanonslag under sofaen," fortsatte jeg.
"Et af dem fra hjemmeværnet. Jeg kender en der kan skaffe et, og så bliver hun simpelthen så forskrækket,
at hun falder om og dør!" Svend-Åge rystede på hovedet.
"Eller vi bygger en drage!" Jeg tænkte på mine Dungeon og Dragon-figurer. De så temmelig uhyggelige ud
nogle af dem med pigge og takker og sylespidse tænder og med ild i øjnene og næseborene og kløerne fyldt
med blod og knogler, og med snotgrønne bylder på øjenlågene, og hvis man ikke lige er vant til at omgås
den slags, kan man godt føle lyst til at brække sig. Bvadrr!
Og hvis man så fik den op i en ordentlig størrelse! Sådan en kunne garanteret skræmme livet af oldingen,
hvis den dukkede op midt om natten.
"Det nytter ikke," sagde Svend-Åge. Han standsede op og så bedrøvet ned for sig. "Der er ikke noget, der
bider på hende. Men du skal have tak." Han nikkede ned for sig, løftede hovedet og sendte mig et bedrøvet
smil. "Det var fint, at du ville hjælpe mig!”
Så drejede han om og fortsatte alene ned ad Holmstrupvej.
Jeg så efter ham. Jeg fik en klump i halsen. Sådan en der næsten kan drive tårer frem. Han havde virkelig
ment det. At der ikke var noget at gøre. Og at han var glad over at jeg havde forsøgt at hjælpe ham.
”Svend-Åge!” råbte jeg, ”vent!”
Da jeg så hans bøjede ryg, tænkte jeg, at det skulle være løgn. Godt nok forstod jeg overhovedet ikke,
hvordan han kunne se noget som helst i Rosa. Hun så frygtelig ud. Ikke mindst det lilla hår. Men også
neglene med guld støvet. Det var alt sammen fuldstændig forkert, men jeg kunne selvfølgelig være ligeglad.
Det var jo ikke mig, hun var forelsket i.

13. "Vent!" råbte jeg igen. Mest fordi jeg ikke kunne holde hans slagne ryg ud, men også på grund af hans smil.
Og fordi jeg havde fået en ide.
Hun kom igen.
I nat, tredje nat i træk, kom hun ind på Cafe Kok med sne i håret, det sorte hår hvor Mælkevejens
100.000.000.000 stjerner er faldet ned. Ca. 1.000.000 sole sidder der på hvert hår.
Hun gik rundt om hjørnet og ned til Franks ende af zinkdisken.
Jeg kunne høre hendes latter.
Gad vide hvad Frank har fortalt hende? Sikkert et eller andet om hans skøre projekt ude i Stillehavet.
Da hun gik, så hun på mig. Sådan hurtigt, øjnene ned og hurtigt op igen. Hendes øjne er blå.
Det sner stadig, men tyndere, mere stille.
Nu er det morgen. Sneen fortsætter. Jeg går i seng og
sover.
Sølv fløjten
Det faldt mig ind, at jeg kunne spørge Liv til råds. Liv var som sagt (eller har jeg ikke allerede sagt det?) klog.
På afstand havde jeg fundet ud af, at hun kunne alting.
Hun havde altid et fikst svar. Hun havde altid læst en eller anden bog, hvor der stod hvad man skulle gøre.
Allerede dagen efter det mislykkede frieri, ville jeg have spurgt Liv. Jeg var på vej hen til hende i
frikvarteret, men så opgav jeg. Modet svigtede, og jeg drejede fra lige før jeg nåede hen til hende. Hun så
på mig, som om hun allerede var klar over det hele, løftede øjenbrynene og gjorde sig klar til at høre på
mig, men da jeg opgav, skød hun hånligt læberne frem og trak på skuldrene, som om hun havde ventet, at
jeg ikke kunne klare det.
Jeg så det hele: foragten og overbærenheden der stod som et hårdt skær på toppen af hendes blå øjne. Og
jeg krympede mig sammen som en gammel sok, da jeg luskede væk, og ind på toiletterne. Jeg spyttede og
bandede ned i pisserenden og skældte mig selv ud, fordi jeg var så nolde.
Hun havde oven i købet vendt sig om mod mig. Åbnet sig for mig. Hun havde villet det. Gosh! Hvor dum er
det muligt at være.
Siden dengang i midten af 90'erne er jeg som sagt blevet en voksen mand oppe i 20'erne. Og så skulle man
tro, at man er blevet klogere? Men sådan er det ikke.

14. Hverken klogere eller modigere. Dengang, selvom jeg var begyndt at tvivle, troede jeg stadigvæk, at de
voksne, med undtagelse af min far og mor, havde styr på sig selv og verden. Jeg troede ærlig talt at de var
kloge, at de vidste hvad de gjorde, og kunne tænke, og kunne tænke på hinanden. Og kunne hjælpe
hinanden. Det troede jeg selvom de skød hinanden i stumper og stykker. Der var ikke det gode, jeg ikke
troede om de voksne, med undtagelse af min egen far og mor. Dem havde jeg gennemskuet.
Jeg tog frygtelig fejl. I dag ved jeg, at de voksne er ligesom børn. De er mere børn end børn. Børn ved godt
at der er noget de ikke kan og ikke forstår. Det ved de voksne ikke, selvom sandheden er, at de ingenting
ved og ingenting forstår. I dag ved jeg, at børn er klogere end deres forældre, de ved det bare ikke. Ingen af
dem, hverken børnene eller forældrene ved det.
Hjemme hos os var det et stort rod. Når vi spiste spagetti så Lillian lige ud i luften eller hen mod døren som
om Robbie Williams eller Tom Cruise (hvem husker længere ham?) ville træde ind ad døren og løfte hende
op i sine arme. Hun var skør med Tom Cruise. Engang, hvor mærkelig kan man være? gik hun rundt med et
billede af Tom Cruise i sine underbukser! Det kunne jeg ikke have fundet på. At gå rundt med et billede af
Liv i underbukserne?
Gosh!
Min mor sagde det ikke højt, men når hun var fuld, og det var hun hver anden dag og hele weekenden, så
lod hun os aldrig i tvivl om, at det var hans skyld at hun drak.
Hun sad helt forstenet og med slørede øjne og nikkede frem for sig, hvis nogen kom forbi ved et uheld. Jeg
holdt mig væk. Det gjorde Tobias også, og hvis Lillian var hjemme, så låste hun sig inde på sit værelse og
spillede Take That, så hun ikke kunne høre når hun begyndte at skrige og råbe nede i køkkenet.
Det var værst når hun græd. Det var ikke til at holde ud. Så skruede Lillian højere op og Tobias fór rundt
som en gal ninja, og jeg sagde ingenting. Jeg tænkte, at det lød ligesom en hund der gøede, og så sagde jeg
til mig selv, at nu gøede naboens hund igen.
Og lige siden og helt op i mit liv som voksen godt oppe i 20'erne giver det et sæt i mig hver gang jeg hører
en hund gø. Det er hende, tænker jeg. Nu græder hun igen.
(Hvem husker i øvrigt længere Take That? Dengang var piger som Lillian sindssygt skøre med Take That).
Mig sagde de ikke ret meget. Jeg kunne bedre lide f.eks.
Dizzy Mizz Lizzy. Lillian ville garanteret have givet sin lillefinger for bare at få lov til at se Take That spise
morgenmad. Alting glemmes.
Men Liv glemte jeg ikke. Jeg glemmer hende aldrig.
Og så gik jeg alligevel hen til hende efter skoletid.
Hun boede sammen med sine forældre på den anden side af fodboldbanen i en stor villa. Jeg havde aldrig
besøgt hende, men jeg vidste godt, at hun boede der i villaen.

15. Jeg var ærlig talt lige ved at besvime af skræk, da jeg lagde hånden på havelågen, men så hørte jeg en
vidunderlig musik. Den kom oppe fra huset. Jeg kiggede op og så et vindue stå åbent på en af de 2 kviste,
der vendte ud mod vejen.
Det var fløjtemusik. Det var klassisk musik. Det lød venligt og kækt, og så fyldt af en mærkelig fryd og
glæde, at jeg et kort øjeblik glemte min skræk, og i stedet for at åbne havelågen og gå op ad stien med
rystende knæ og op ad trappen til hoveddøren blev jeg stående med hånden på havelågen, for musikken
fortsatte. Den strømmede ud ad det åbne vindue, ud i luften, hen over det grønne græs og ind i mine ører.
Musikken var af sølv. Den tegnede sølvfigurer i luften, og mens figurerne drejede rundt om sig selv og ind i
hinanden, kom der hele tiden nye skarpe toner. De blev hængende i luften som et ekko før de dalede ned
over træernes blade som små sølvstykker.
Så holdt musikken op.
Der blev helt stille. Jeg holdt vejret og alting i haven og på vejen holdt også vejret. Alting ventede på, at
musikken skulle begynde igen.
Så lød et fuglefløjt ind i stilheden, et mere, et blad raslede over mit hoved og græsplænens cirka 10.000.000
græsstrå bøjede sig på en gang for en luftning der sneg sig over hækken og ind i haven.
Og så blev alt stille igen. Alting ventede og så kom det: fløjten slog en høj trille og Liv stak sit fregnede
hoved ud ad det åbne vindue og grinede.
Det var mig, hun grinede til.
Da var jeg lykkelig.
Begyndelsen en gang mere
Det med begyndelsen.
Jeg sagde, at man kunne sige at begyndelsen det er når man bliver født. Men det er jo heller ikke rigtigt.
Man begynder før. Man begynder vel i virkeligheden når ens fars sæd knalder ind i ægget. Bang!
Så begynder man.
Ret mærkeligt.
Når jeg skal være helt ærlig bryder jeg mig ikke om at tænke på min fars sæd. Og at de har bollet sammen.
Dengang syntes jeg, at den slags var direkte ulækkert.

16. Ikke så meget mere. Og at man tissede netop der, mærkeligt, at det var der man bollede, midt i alt det
andet.
Det var et værre roderi.
Dengang havde jeg en af de der farvestrålende fotobøger, hvor man ser et foster udvikle sig fra den
allermindste klump. Det var ikke til at forstå, at det kunne lade sig gøre. Og selv i dag, da jeg er en erfaren
mand oppe i 20' erne, forstår jeg det stadig ikke.
Jeg forstår selvfølgelig godt, at det sker. Sådan og sådan. Men at det overhovedet kan ske. Det forstår jeg
stadigvæk ikke.
Jeg har bogen endnu. Jeg slår op og kigger. Og nu, ligesom dengang, slår det mig, hvor underligt fosteret ser
ud. Det ligner en svævende kosmonaut, der hænger fast til moderskibet med en livline, ikke et rigtigt
menneske. Det ser mærkeligt drømmende ud, som om det i, tankerne er ved at gennemgå det liv, det
senere skal leve.
Og selvom øjnene er lukkede, ser det ud, som om det allerede ved alting.
Der kunne jeg have begyndt! Ved mig selv som foster.
Det var begyndelsen. Gad vide hvordan Liv så ud som foster?
Men begyndelsen er allerede før.
Begyndelsen er min far og mor. Ham der slog flot ud med hånden på trappen og med kufferten i den anden
hånd og sagde farvel. Og min mor der enten var på arbejde eller sov eller var fuld. Og før dem deres far og
mor og deres far og mor osv. osv.
Det hører aldrig op. Og for enden af alle mødrene og fædrene står en abe og klør sig i sin røde røv. Det er
min stamfar. Abe-Kadabe, men jeg er ikke sikker.
Skrabowitz, mærkeligt navn til en skolelærer midt i Danmark. Men Skrabowitz sagde at sådan hang det
sammen. Han havde en stor planche. Det var stamtræet, det fyldte næsten en hel væg, og der kunne vi se,
hvordan det hele hang sammen.
Efter aben kom endnu en abe, og efter den noget der lignede et stinkdyr og sådan fortsatte det ned til
krybdyrene og til allersidst, nede forneden, var en rund klat.
"Urcellen," sagde Skrabowitz og pegede triumferende med sin teleskoppegepind. Den havde en rød dup i
enden. Jeg er ret sikker på, at Skrabowitz var høne stolt over sin pegepind.
Det var der, vi kom fra, hele klassen, hele banden, hele landet, hele verden og alle dem der hver aften skød
hinanden i stumper og stykker i fjernsynet, sprang hinandens huse i luften og voldtog hinandens mødre og
døtre. Ikke en eneste levende ting kunne sige sig fri.
Hver og en, rub og stub, stammede fra urcellen.
Den havde gjort det godt, tænkte jeg.

17. Kurt sagde, at sådan hang det ikke sammen.
,,Ja, så?" spurgte Skrabowitz.
Det var guderne der havde skabt mennesket, sagde Kurt. Jordguden og Luftguden havde avlet (det udtryk
brugte Kurt) det første menneske. Dyrene havde været der fra starten. Solen havde også været med fra før
starten og månen og stjernerne.
Jeg kunne bedst lide Kurts forklaring, men jeg grinte ligesom alle de andre da Skrabowitz spillede idiot og
dunkede sig selv oven i hovedet med teleskoppegepinden og gav sig til at le ad Kurts forklaring.
Kun Kurt lo ikke.
Han rynkede øjenbrynene og så sådan lidt skævt op.
Det gjorde han, når han tænkte. Bagefter så han på mig, men jeg så væk.
Dengang interesserede Liv mig ikke. Overhovedet ikke, men senere. Mand! Jeg lavede ikke andet. Jeg så på
hende hele tiden. Fra alle mulige sider, oppefra og nedefra, bagfra og forfra. Og så jeg ikke på hende, fordi
jeg ikke var hvor hun var, så tænkte jeg på hende. Jeg tænkte på hende i et væk fra jeg gik i seng og til jeg
stod op. Jeg var som en computer der var gået amok og kun ville ind på et program, hele tiden ind på det
samme program.
Mit program var Liv.
Jeg var programmeret til hende. Urcellen havde bestemt det.
En kvinde kan gøre en mand tosset. Det ved en erfaren mand i 20'erne. Og en pige i 7. klasse kan gøre det
samme ved en dreng.
Hvis det er sandt, at vi stammer fra urklatten hver og en, så var Liv og jeg i familie med hinanden. Og vi var i
familie med den døde Muhammed og Skrabowitz og Svend-Åge. Og med elmetræerne i skolegården, der
blev fældet fordi de havde elmesyge. Og med græsset på fodboldbanen bag ved skolen. Med hvert eneste
græsstrå.
Muhammed talte græsstråene. En eftermiddag før han sprang ud fra vandtårnet mødte jeg ham i et hjørne
af fodboldbanen. J eg gik hen til ham og sagde hej.
Muhammed smilede til mig.
Vi skulle have været venner Muhammed og jeg. Der var meget, jeg skulle have gjort.
Jeg spurgte ikke hvad han lavede, men da han havde sagt hej, bøjede han sig igen frem og nu hørte jeg at
han talte, og mens han talte pegede han på græsstråene et efter et. Han var kommet til cirka 15.000.
Jeg ville have sagt noget. Noget om vejret. Måske noget om fodbold, men så kom Morten, og da han
opdagede hvad Muhammed lavede begyndte han at grine så højt og vildt, at jeg heller ikke kunne lade
være.

18. Derfor, hvis det ellers passer med urklatten, kan man godt sige, at begyndelsen ligger temmelig langt væk.
Sådan cirka 3.000.000.000 år.
Der hvor jeg arbejder nu, på Cafe Kok, arbejder jeg sammen med Frank. Det har jeg allerede fortalt. Jeg kan
godt lide Frank. Han er godt nok lidt sær, men jeg kan godt lide ham. Frank siger, at det hele begynder
forfra i hvert eneste øjeblik. Og at alting altid eksisterer. Han siger (jeg har fortalt ham om Liv) at jeg
stadigvæk står inde i baghuset bag villaen og kysser Liv, og at han stadigvæk står på trappen med kufferten i
den ene hånd og vinker farvel, og at Tobias stadigvæk sidder ved spisebordet og fortæller løgnehistorier.
Jeg tror ikke der er noget, som Frank ikke kender.
F.eks. reinkarnation. Det betyder at vi fødes igen og igen. Og er det sandt, så er min begyndelse ikke
fosteret.
Frank bliver ved med at tale om det strandede rumskib The Holy God. Han vil, at vi skal rejse af sted, så
hurtigt som muligt. Det ligger som sagt et eller andet sted, gosh! i Stillehavet.
Det er den rene og skære sandhed, siger Frank. I så fald er begyndelsen et helt andet sted, medmindre det
bare er noget Gud har bildt os ind.
Det med Gud er svært.
Frank tror ikke på Gud. Han tror på rumskibet, og at det kom med 2 mennesker for 200 år siden. Det er der,
det hele stammer fra.
Da Frank havde fortalt mig det med at alle øjeblikke altid eksisterer, cyklede jeg ud til Livs hus, der hvor hun
boede dengang. Nu bor der andre mennesker i villaen, men der var ingen hjemme og jeg gik om til
baghuset.
Det lå der endnu. Jeg gik ind og stod stille. Der var helt tomt. Jeg mærkede efter, forsigtigt. Jeg strakte
hånden frem, prøvede at mærke hendes T-shirt. Jeg løftede hånden, der skulle hendes hår havde været.
Der øjnene, der læberne, men jeg fandt dem ikke.
Derfor kan Frank jo godt have ret.
På baggrund af Muhammeds optælling, regnede jeg ud, at der måtte være cirka 170.000.000 græsstrå på
fodboldbanen. En del slægtninge, tænkte jeg. Tænke sig hvis man skulle holde styr på deres navne.
Hvis det hele startede med klatten, så var f.eks. ondskaben allerede der. Inden i klatten. Der var allerede
geværerne og granaterne og hadet og voldtægten og skoledrengen, som jeg lige før så blive sprængt i
luften på vej til skolen i Delhi på De hundrede Kanaler. .
På en eller anden måde må alting havde været l klatten.
Ligesom hele mennesket er inden i den klat, der bliver til fosteret. Gosh!
Ligesom alt det et menneske bliver, allerede er i klatten? Det er ikke til at forstå. Dengang forstod jeg det
ikke, og selv nu, da jeg er en erfaren mand oppe i 20'erne forstår jeg det stadig ikke.

19. Hun har blå øjne, hende med Mælkevejens stjerner i sit hår. Det har jeg fortalt, men ikke at der er gnister af
en mørkere og lysere blå inderst i øjet.
Jeg skriver videre:
Mere om sølvfløjten
Hvis det hele allerede lå i urklatten?
Det tænkte jeg, da jeg gik op ad stien mod hoveddøren.
Det er mærkeligt, som man tænker. Det tænkte jeg også, for hvorfor skulle jeg tænke på urklatten når Liv
lige havde grinet til mig og råbt ud ad vinduet, at døren stod åben, og at jeg bare skulle gå ind.
Men sådan er det. Enhver ved det. Man tænker på et eller andet, og pludselig er man et helt andet sted.
Det er svært at holde styr på tankerne. En gang øvede jeg mig f.eks. i at være god. Der var for meget ondt i
verden.
Derfor. Hver aften skød de løs på hinanden, sprang husene i luften og tæskede hinandens børn og koner.
Gosh! Et rod!
Men pludselig, når jeg lige var begyndt, kom der en ond tanke. Jeg gav ham et los bagi. Og det mærkelige
var, at jo mere jeg ønskede at tænke godt, jo ondere tænkte jeg!
Det fik mig på den ide, at i stedet for at tænke godt, så skulle jeg tænke ondt, for så ville jeg tænke godt. Jeg
prøvede. Og sådan var det. Det virkede. Jeg tænkte det ondeste og mest lede jeg kunne, og pludselig stod
der en smuk tanke lige inde midt i hovedet og lyste af godhed, så al ondskaben blev blæst ud af hovedet.
Mærkeligt!
Men sådan er det.
Enhver kender det, man sidder og snakker med en eller anden. Den jeg snakker mest med her på den
anden side af årtusinde skiftet er Frank, og pludselig får jeg lyst til at give ham en på hovedet eller sige, at
han er et dumt svin. Og siger jeg det, så synes jeg ikke længere, at han er et dumt svin. Gør jeg det ikke, så
bliver jeg ved at synes, at han er en idiot.
Det er ikke til at finde ud af.
Tankerne kan man ikke styre. Jeg har opgivet det. Jeg lader dem gøre, som de vil. Og jo mere jeg lader dem
gøre som de vil, jo bedre har jeg det. Jeg siger ikke længere, at de ikke skal tænke på min mor. Jeg siger:
Godt! Græd! Græd alt det du vil!

20. Så går det bedre, og hun holder op med at græde.
Hvis jeg bliver rasende når hun græder, så fortsætter hun, højere og højere.
Og mens jeg gik op ad de fem trin til hoveddøren, nåede jeg at tænke, at hvis alting allerede lå i urklatten,
så var alting bestemt lige fra starten. Og hvis det var det, hvorfor skulle jeg så overhovedet spekulere på,
om jeg skulle gøre det ene eller det andet? Ligegyldigt hvad jeg besluttede, så var det jo allerede bestemt.
Om jeg sagde til Liv at jeg var vild med hende, eller ikke sagde det til Liv, så var det i virkeligheden ikke
noget jeg besluttede. Det var allerede besluttet.
Men om det virkelig var sådan, det kunne jeg ikke finde ud af. Og så sagde jeg til mig selv, at hvis det var
forudbestemt, så var det selvfølgelig også allerede bestemt, at jeg sagde til mig selv, at jeg ikke kunne finde
ud af det. Og hvis det var bestemt, så var det ligegyldigt om jeg sagde, at det var det ikke, og at jeg selv
kunne bestemme, for så var det også bestemt, at jeg sagde, at det ikke var bestemt.
Da jeg nåede dertil, åbnede jeg døren og gik indenfor.
Der var anderledes hos Liv. Der lugtede anderledes.
Mere tørt end hjemme hos mig selv. En grøn lugt. Det kaldte jeg den.
Jeg kiggede mig rundt, og gik så op ad trappen og hen ad gangen. Liv stod i en af dørene og så på mig. Hun
lukkede den helt op og trådte til side, så jeg kunne gå ind på hendes værelse.
Hun holdt fløjten i den ene hånd. Det var en tværfløjte, men det vidste jeg ikke dengang. Det fortalte Liv
mig senere. Den skinnede som sølv.
Jeg blev stående inden for døren. Jeg ville fortælle hende om Svend-Åge. Det var jo derfor, jeg var kommet.
Og jeg ville spørge hende, om hun kunne hjælpe os. Men jeg kunne ikke komme i gang, og i stedet sagde
jeg, at Tobias var fuld af løgn.
Så åndssvagt!
Jeg kunne have sparket begge ben af mig selv. Det var hun jo ligeglad med. Men hun blev ikke sur, hun
fortsatte med at smile, og mens hun smilede lod hun fingrene stryge hen over fløjtens huller. Livs fingre var
verdens smukkeste fingre, de var lange og slanke, huden var underlig hvid og rød, underligt levende, så
levende at hvis man selv havde den slags fingre, så ville man garanteret være bange for, at de kunne finde
på at stikke af.
Da jeg havde sagt det åndssvage med Tobias, blev der en pause og selvom jeg var helt rundtosset og ikke
vidste hvordan jeg skulle komme videre, lagde jeg mærke til en fugls sang ude fra haven. Det lød underligt.
Sangen skar sig dybt ind i sig selv, fløjtede sig bort og forsvandt ind i sin egen lyd.
”Det er en løvsanger!" sagde Liv.

21. Jeg nikkede, som kendte jeg udmærket til løvsangere. "Den ligner havesangeren," fortsatte Liv og så
smilende på mig.
Jeg nikkede igen.
Løvsangeren hentede igen sin sang frem, lod den igen starte højt oppefra, styrtede den ned igennem sine
egne toner, og lod den forsvinde sagtere og sagtere ind i sig selv, indtil der igen blev helt stille.
"Jeg er alene hjemme," sagde Liv, og så nysgerrigt på mig, som om hun aldrig havde set mig før, og som om
hun ikke havde set mig i skolegården de sidste 7 år.
Jeg sank mundvandet.
Det var hårdt ved mig, det med at hun var alene hjemme. Det var præcis det Liv altid sagde, når jeg
fantaserede om hende om aftenen før jeg faldt i søvn.
Der, bag mine lukkede øjne, lagde hun hver gang hovedet en anelse på skrå, så på mig og sagde, at hun var
helt alene hjemme.
Jeg sank mundvandet igen, men så ændrede hun sig fuldstændig. Vips! Hun blev en anden. Hun grinede
højt, lagde fløjten fra sig, og gav sig til at fortælle om en hest som Gertrud, en af pigerne i hendes klasse
havde stående i en stald uden for byen.
J eg nikkede igen.
Jeg nikkede i et væk. Jeg må have set fuldstændig åndssvag ud, og da jeg ikke længere kunne holde ud bare
at stå og nikke og høre om den åndssvage hest, Og hvor højt den kunne springe, og hvor hurtigt den kunne
løbe, og hvor lang halen og manken var, så sagde jeg, at jeg var kommet, fordi en som jeg kendte og som
hed Svend-Åge havde spurgt, om jeg kunne hjælpe ham. Og så fortalte jeg om vores, min og Svend-Åge s
totale fiasko.
"Det er synd," sagde Liv.
Jeg ventede, hun ville garanteret finde på noget. Jeg havde ikke noget imod at vente. Jeg syntes tværtimod
at det var noget af det bedste jeg kunne få tiden til at gå med.
Liv lagde hovedet på skrå, først til den ene side, og så til den anden. Hver gang var det, som om det
nederste øje løb fuldt af lys. Det skinnede lysere end det andet.
Mærkeligt, tænkte jeg, at lyset løber ned i øjet.
Det gjorde det jo heller ikke, men sådan tænkte jeg.
Jeg har fundet ud af, at man tænker en del mærkelige ting helt uden at vide det, og hvis det er meget
mærkeligt, så lader man det bare forsvinde, som om man overhovedet ikke har tænkt det.
Nå, men der var ingen tvivl om, at Liv tænkte.
Så spurgte hun pludselig hvor gammel Svend-Åge og Rosa var.

22. Denne gang rystede jeg på hovedet.
Dengang vidste jeg det ikke. Jeg syntes, at de begge to var ualmindelig gamle, de var ældre end min far og
mor, og det fortalte jeg Liv.
Nu var det Livs tur til at nikke.
Jeg kunne se på hende, at hun undrede sig over, ligesom jeg selv havde gjort, at de ikke selv kunne finde ud
af det. De var jo voksne, ja mere end det, de var ældgamle.
I dag, her på den anden side af årtusindeskiftet, ved 'eg at hverken Svend-Åge eller Rosa var særlig gamle.
De har været omkring 40 år, det hedder midaldrende, men dengang syntes både Liv og jeg, at de var
frygtelig gamle.
”Kan han ikke bare bortføre hende?" spurgte Liv.
Og i samme øjeblik hun havde sagt det, løftede hun fløjten op til munden og slog en trille. En sølvtrille, der
tog en tur rundt i værelset, op under det hvide loft og forbi en enøjet glasdukke, der stod på en hylde i en
fløjlskjole, før den sprang ud ad vinduet, ud i haven, ud i luften til løvsangeren og græsplænens ca.
10.000.000 græsstrå.
"Det gør de altid," forklarede Liv.
Liv havde læst mange bøger. Bøger som de voksne læste. "Kan de ikke få hinanden, så bortfører han hende.
I en af bøgerne," fortsatte Liv, "er der en der hedder Romeo, det er en ung mand." Da hun sagde det med,
at det var en ung mand, blev lyset anderledes i hendes øjne, på en gang mærkeligt blødt og hårdt, og hun
så lige ind i mine, så blev øjnene igen anderledes, eftertænksomme. Og hun tilføjede: "Pigen hun hed Julie.
De måtte heller ikke få hinanden, og så tror jeg nok, at Romeo bortførte Julie." Det lød godt.
Jeg så allerede Svend-Åge sætte en stige op ad muren til Rosas vindue. Og mens Liv og jeg støttede stigen
kravlede Svend-Åge op til Rosa der allerede stod i det åbne vindue. Og på en eller anden måde kom
Gertruds hest også ind i forestillingen, for da jeg i tankerne vendte mig, fik jeg øje på hesten, og det gik op
for mig, at det Var den, Svend-Åge ville bortføre Rosa på.
Men så rystede Liv på hovedet.
"Det duer ikke," sagde hun. "Til sidst så døde de begge to. De slog sig selv ihjel!" Hun løftede fløjten op til
munden og denne gang var trillen ikke munter, men bedrøvet. Den nåede knap nok op til loftet før den
faldt ned på gulvet midt mellem os.
Jeg kunne tydeligt se den. Den så op på mig med store, bedrøvede øjne. De lignede fuldstændig Svend-
Åges.
"Så finder vi på noget andet," lo Liv.
Jeg lo også.

23. Jeg lo og lo.
Og Liv lo.
Det var dejligt at le sammen med Liv.
Bedre har jeg vistnok aldrig haft det.
"Nå," sagde Liv pludselig. "Ham Tobias, det er din lillebroder." "Han lyver ikke hele tiden," sagde jeg. Jeg var
flov over, at jeg havde sagt det med at han løj hele tiden.
"Og Lillian, det er din storesøster." Jeg nikkede igen og var lige ved at sige, at hun gik rundt med et billede
af Tom Cruise i sine underbukser, men så tænkte jeg, at det kunne jeg ikke være bekendt. Og selvom det
var mærkeligt, så var jeg godt klar over, at der var andre i familien der var mærkelige. F.eks. mig selv.
"Og din far og mor er skilt," sagde Liv ligeud. Hun vidste god besked.
Så manglede hun bare at sige, at min mor var fuld om ikke hver dag, så hver anden dag og hver weekend.
Men det gjorde hun ikke.
I stedet sagde hun, at det var dumt, at jeg ikke bare var gået hen til hende i skolen.
Hun sagde det ligeud, lige op i hovedet på mig. Fuldstændig koldt og nådesløst. Jeg sank en klump og
rødmede. Jeg må have lignet en henkogt rødbede. Der gik ild i mine ører, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle
svare hende.
"Skidt med det," sagde hun, mens hun bøjede sig frem for bedre at se mine blussende kinder og ildrøde
ører. Og vandet i mine øjne, for dengang, når jeg blev flov eller rasende, kom der vand i øjnene, så jeg knap
nok kunne se.
Hendes mund!
Jeg fandt aldrig ud af om man selv bestemmer. Da det gik bedst med Liv, holdt jeg op med at tænke over
det.
Men da det frygteligste skete, gik det helt galt, og jeg var ved at blive skør.
For nogen tid siden diskuterede jeg det med Frank.
Han ved det heller ikke. Den ene dag siger han at alting er forudbestemt. Dagen efter påstår han, at det er
det ikke. Der er ikke noget, siger han, overhovedet ikke noget, der er bestemt på forhånd. Vi bestemmer
selv.
Jeg foretrækker at tro det sidste. Desuden, går det op for mig, kan vi ikke afgøre det. Om det ene eller det
andet er rigtigt.

24. Frank har fundet en ny model. Nu siger han, at på lige datoer er alting forudbestemt, og på ulige datoer
bestemmer man selv. Var det dét, han fortalte hende med knækket på næseryggen?
Gosh!