1. Emma gad – jeg gider også
Jeg stod på Ikeas parkeringsplads med hovedet langt inde i min bils bagagerum, travlt
beskæftiget med at stable glas til min søns konfirmation, da det bag mig fuldstændig klart
og tydeligt og meget højt lyder: ”Orv! en lækker røv!”
På en normal dag ville jeg tænke: ”Det må være én jeg kender særdeles godt, som
forsøger at være ”festlig” med en klam bemærkning”. Og i mine yngre dage ville jeg være
blevet stiktosset, men med alderen tager man jo nok de komplimenter der måtte komme –
klamme eller ej. Men lige præcis den dag, på det tidspunkt, fandt jeg bemærkningen
meget forvirrende, for stemmen tilhørte en lille dreng på højest 6 år, som jeg aldrig har set
før, der halsede forbi med sin far, som jeg heller ikke har set før, ved hånden. Drengen så
helt normal og upåvirket ud, mens faderen havde nogle temmelig røde ører, mens de
skyndte sig ind i indkøbsparadiset.
Og hvad kan man sige til den episode andet end: ”Vi har de børn, vi fortjener!” Og hele
vejen hjem fra Ishøj tænkte jeg over, hvordan vi som voksne viser vores børn hvad
almindelig dannelse er og indebærer.
Her tænker jeg ikke kun på dannelsesrejser, takt og tone – jo måske omgangstone.
Hvordan vi taler med og til vores børn og deres kammerater. Hvilket ordforråd vi lærer
dem, hvordan vi lærer dem at være hensynsfulde og hjælpsomme – uden at ødelægge
deres spontane oplevelse af verden. Jeg tænkte over, hvad de påvirkes af gennem
medierne.
Jeg elsker Max Pinlig’s mor som er dobbeltmoralsk, ligeglad med normer og konventioner
når det handler om Max’s verden. Som serie er den fin, fordi jeg oplever at børnene synes
hun er rædselsfuld, når hun gør alt det, Emma Gad fraråder. Der ER altså en eller anden
omgangsnorm de kender og accepterer – så her kan jeg slappe af - MEN der er altså
stadig nogle punkter, hvor jeg synes der mangler noget… og jeg HAR ellers kæmpet, men
har måttet give op.
Mit forældre-dannelses-nederlag er Danseskolen. Alle min børn har gået til dans, men

2. nåede ikke at få de mest elementære valsetrin ind på rygraden og det anser jeg for at
være et trist nederlag især for drenge.
En mand skal selvfølgelig udover at kunne lave mad, vaske tøj, tjene kassen, være god
mod børnene og vide hvad kvinder siger, selv når de ikke siger det, så skal de altså også
være gode til at danse! Ikke bare fjolle rundt og svinge med arme og ben, men kunne føre
en kvinde sikkert ud i dansen. De seneste år har der været interesse for tango og salsa,
men se lige hvad der er sket! Kvinderne har opgivet at slæbe mændene med ud og rundt
på sansegulvet. I stedet stormer de nu ind i hvert eneste lille lokale, hvor der danses
Zumba!
Det er sikkert også mægtigt sjovt og livs bekræftigende at danse med 30 andre kvinder,
men tro mig, det er uovertruffent vidunderligt at danse med en kavaler der kender vejen og
rytmen. Instinktivt får man den følelse, at når han mestre at gøre mig mild og føjelig med
et par dansetrin, så har han også tjek på alt andet her i livet og det er jo DET, der er hele
essensen af dannelse. At have tjek på sig selv og sin omverden. At kende vejen og
livsrytmen. Og de elementære adfærds- dannelses-regler er skrevet ned, for Emma gad –
og jeg gider også, men indtil mit balkort bliver fyldt, vil jeg fordrive ventetiden med at gå til
Zumba!