1. ROSKILDE
Foran Orange Scene, foto: Jens Dige / Rockphoto, Roskilde Festival
Musik.mag med fokus på Roskilde’09
Juni-august 2009

2. Musik.mag med fokus på Roskilde
Vi krydser fingre for festivalgængerne og sommervejret. Hvis I nu skulle have brug for
en stille stund eller inspiration til mere musik, så har musik.mag i denne omgang både
anbefalinger og artikler til festivalinspiration – God fornøjelse …
Indhold
Side 1 – Gallagher fortsat leveringsdygtige Side 12 – 1:3 Grib chancen
Oasis er dårligere end deres egen selvforståelse Teknisk virtuose, knogleknusende tunge og med
og bedre end deres rygte … begavede tekster, der kredser om økologi og
overlevelse - Gojira
Side 5 - Fleet Foxes Side 13 - Roskilde – flere anbefalinger
En kombination af et lyrisk gennemført udtryk Fra Oh No Ono til Lucinda William. Fra M. Ward
og en sikker musisk identitet … til Faith No More og Skambankt
Side 9 – 1:3 Anbefaling Side 19 – Melankoliens store aristokrat
Man kan ikke sige, man ikke kan lide det, hvis Til jer der skal høre noget! Selvom I ikke skal til
ikke man har prøvet det! Roskilde. Musik.mag. special om Morissey
Side 24 – Den melankolske rock
Et kort rids af den melankolske rock og
inspiration til videre lytning
Redaktion: Thomas Damholt Jensen, Jens Laigaard, Gitte Lose, Jens Bang Petersen, Camilla
Thomsen, Henrik Tuxen, Amalie Ørum Hansen (ansvh.red)
Juni-august 2009

3. Oasis - Brødrene Gallagher er fortsat
leveringsdygtige
Oasis er dårligere end deres egen selvforståelse og bedre end deres rygte. Når Liam
Gallagher som i Gaffa (okt 08) proklamerer, at bandet er i samme klasse som The
Beatles og Pink Floyd er det lige så højt over overliggeren som Elkjær i EM 1984, men
når visse kritikere rubricerer Oasis efter 1996 som værdiløst genbrug, er der til gengæld
tale om en overdreven degradering, der langt fra yder musikken den respekt den
fortjener.
Af Henrik Tuxen, bragt på musikbibliotek.dk 2008
Fra venstre, sangskriver og storebror Noel og sanger og lillebror Liam Gallagher
Ingen tvivl om at Oasis storhedstid var midt-90erne hvor de stormede ind på al verdens
radiostationer og hitlister og pludselig rettede det globale rockfolks fokus mod Manchester,
England, frem for Seattle, USA, hvor kikkertsigtet nærmest havde låst sig fast i en årrække.
Britpop, med Oasis og rivalerne fra Blur i front, var et tiltrængt musikalsk pusterum, der bragte
melodi og klassiske britiske musikalske dyder på banen igen. Ingen så larmende og brovtende som
brødrene Liam og Noel Gallagher fra Oasis, der turede frem med uforfalsket kærlighed til The
Beatles og gav lige så rendyrket finger til snart sagt alle på samtidens musikscene. De forstod om
nogen arrogancens og selviscenesættelsens kunst, og bidrog med dagligt gossip til rock- og andet
Juni-august 2009 1

4. tabloidpresse, enten om harske udfald mod konkurrenter på scenen, eller om interne stridigheder -
og gerne regulære slagsmål - ofte mellem brødrene selv. De var den jævne mand og fodboldfans
band, der var til at forstå og synge med på, helt i tråd med brødrenes arbejderklassebaggrund og
Manchester City tilbedelse.
Debutsensationen Definitely Maybe fra 1994.
På nye gode flasker
Men der havde ikke været basis for den mediestorm som tilfældet var, hvis ikke musikken havde
noget at byde på - og det havde den. Arven fra The Beatles har fra dag 1 været uløseligt klæbet til
Oasis, men sjældent var gammel vin leveret på så nye og gode flasker som på debutalbummet
"Definitely Maybe" fra 1994. Liam brøler fra første nummer, 'Tonight, I'm a Rock'n'Roll star! , og
det var netop hvad han var - en vaskeægte rockstjerne. Albummet var spækket med perler som
Live Forever og Up in the Sky og på opfølgeren året efter (What's the Story)Morning Glory
cementerede bandet sin stjerneposition med klassikere som Some might say, Wonderwall og Don't
look back in Anger. Der var fart, fremdrift, kaos og kvalitet omkring gruppen, der brændte sit lys i
begge ender for fuld skrue. Her var tale om ægte fanhysteri som ikke kunne siddes overhørigt,
Juni-august 2009 2

5. hvilket blandt andet kunne opleves i K.B. hallen 1995, det tætteste undertegnede nogensinde har
været - og sikkert kommer - på en Beatles koncert. Oasis var på alles læber, øjne og øregange.
Skuffelsen
Så alle sejl var sat til da Oasis i 1997 landede sit tredje album Be Here Now, der igen var et
mediecirkus uden sidestykke. Indholdet levede dog langt fra op til indpakningen og var lidt af en
musikalsk maveplasker. Der var ganske enkelt gået for meget kokain, almen partytime og
musikalsk arrogance i foretagende. Friskheden og de fangende hooks var væk, i stedet kom et
bedaget album fra en gruppe der syntes fanget ind af deres eget selviscenesatte medievirak.
Kritikken var nådeløs, også internt, sangskriver Noel Gallagher betegnede for et par år siden Be
Here Now som bandets dårligste til undertegnede. Det var vand på mange kritikeres mølle, der
udelukkende så Oasis som et korttidsholdbart Beatles 'rip of' uden originalitet og kvalitet.
Originaliteten har heller aldrig været Oasis' stærkeste side, men Noel Gallagher - og med tiden
også broder Liam og andre bandmedlemmer - har evnet at skrive melodiøse og rockende tunes,
der holder.
Udlandet på retur
Efter Be Here Now fulgte den psykedeliske og til tider noget slappe Standing on the shoulder of
Giants. Oasis havde tidligere hittet globalt, også i det for engelske rockbands så sjældent erobrede
territorium, USA, men på dette tidspunkt var amerikanernes - og store dele af resten af
rockverdenens - begejstring for de gavflabede brødre Gallaghers musikalske meritter til at overse.
Hjemme i England var - og er - de fortsatte urørlige superstjerner. Men i det brede udland var
Oasis kommet som den frelsende sensation som alle elskede for at blive skudt ned som faldende
stjerne få år senere.
Men Oasis er bedre end sit med årene blakkede rygte. Vel er der langt op til såvel 60ernes
største giganter som gruppens to første udspil, men senere plader viser mange oplivende
momenter. Efter Standing on the Shoulder ... fulgte Heathen Chemistry som undertegnede ikke har
lagt nævneværdigt ører til, og derfor skal fraholde sig fra konkludere på, men det var ikke et
album der bragte Oasis tilbage til fordums popularitiet.
Noel og Liam mistede noget af biddet efter den sensationelle start
Juni-august 2009 3

6. Sandheden er løgn
Med et kraftigt neddroslet internationalt forventningspres er Oasis til gengæld kommet stærkt
tilbage på det seneste. Don't believe the truth fra 2005 er spækket med fede numre - og et album
hvor humoren også skinner igennem, ikke mindst på den atypiske og Kinks-agtige single The
importance of being idle - altså vigtigheden af at være luddoven og ligge på sofaen. I øvrigt en
parafrase over den klassiske digter Oscar Wildes “The importance of being Earnest". Der er dømt
såvel Beatles, fri kærlighed til alle som psykedelia på albummet, der er i besiddelse af en friskhed,
umiddelbarhed og lyttevenlighed, der altid får sangen og smilet frem hos undertegnede.
Dig out your soul
Helt så vellykket er den aktuelle Dig out your soul ikke, men dog en udmærket skive med mange
gode elementer, og på mange måder et band der har fundet sig selv. Det hårde, let mørke
psykedeliske univers dominerer albummet, der stadig har mange Beatles referencer, men som
først og fremmest er en gruppe der lyder som sig selv. Der er ikke dømt Fab Four eller Pink Floyd
status, men brødrene Gallagher kan og har noget over sig, og når Liam på den aktuelle single
Shock of the lightning synger 'come in come out tonight' tilsutter jeg mig første frase, 'I'm on the
mothafucker' som Jules i Samuel L. Jacksons skikkelse udtrykker det i Pulp Fiction.
'Wonderful, fucking Oasis', brugte engelske Q magasine en gang som overskrift, og der er noget
over sætningen. De er sindssyge, gale og ubehøvlede., men der banker et musikalsk hjerte og en
tæft for fængende harmonier, der bare vil synges med på, i Noel Gallaghers sange som lillebror
Liam formår at udtrykke så det siver ind i knold og krop.
Oasis 2008
Lån Oasis cd'er på biblioteket her
Hør Oasis på netmusik her
Tjek Oasis’ officielle hjemmside her
Juni-august 2009 4

7. http://991.com/newGallery/Fleet-Foxes-Fleet-Foxes-433077.jpg
”You run with the devil...”
Af Jannie Lund, musikbibliotek.dk-skribent og studerende ved Danmarks Biblioteksskole
I en kombination af et lyrisk gennemført udtryk og en sikker musisk identitet udfører amerikanske
Fleet Foxes musik, som få gør det i dag, og uden hensyn til musiske trends eller tendenser. De er
at finde på årets Roskilde Festival og er et band, man ikke må gå glip af, hvis man kan lide
Juni-august 2009 5

8. kunstnere som Crosby, Stills & Nash eller endda The Beach Boys. Netop disse to referencer
henfører til Fleet Foxes, for på samme måde som CSN og Beach Boys lægger bandet vægt på
korarrangementer og en lyd som er tidløs.
Bandet består af: Robin Pecknold, Josh Tillman, Casey Wescott, Christian Wargo og Skyler Skjelset.
Household-Names
Fleet Foxes kommer fra Seattle, USA, og ikke overraskende er bandets medlemmer vokset op med
en kerneamerikansk musiktradition, nemlig country og folk, som udøvet af Hank Williams og
senere kunstnere som Neil Young og Bob Dylan, og dette fornægter sig heller ikke i deres egen
musik. Bandets mange lydmæssige referencer spænder fra genresammensætninger som
rock/pop/indie/alternative/folk, og bandet bruger også elementer fra alle disse genrer, men hvis
man overordnet skulle sætte genre på ville jeg sige, de befandt sig under genren indiefolk. Det er
vigtigt at understrege netop folk-genren i bandets identitet, og den musikalske indflydelse fra
barndommen, deriblandt Hank Williams og Bob Dylan, har sat sine tydelige spor, hvad angår den
musiske identitet, jeg taler om i denne artikel.
For i folk-genren gemmer der sig oceaner af udtryk, holdninger og følelser, og det er gennem disse
man skal forstå Fleet Foxes. En kunstner som Bob Dylan gjorde, hvad mange andre som ham også
gjorde, nemlig at fortolke. Han fortolkede en genre, der i mange år havde vundet stor indflydelse
på visse mennesker i USA. Det der skete i 60’erne var at folk fik en revival, en revival som skyldtes
nye upcoming kunstnere, der elskede genren og de ældre musikere, der udøvede den. De nye
kunstnere tog genren folk og nyfortolkede den. Som eksempelvis Bob Dylan, der startede sin
karriere med at spille gamle folk-klassikere som ”A Man of Constant Sorrow” for derefter at
udbygge sit repertoire med egne kompositioner. Så stod de der, på coffeeshops i Greenwich
Village, og derfra spredte genren folk sig som en steppebrand og kunstnere som Dylan og Joan
Baez blev hurtigt ”household names”.
På mange måder kan vi drage paralleller fra datidens musiske udvikling til den der foregår i dag.
Der er nemlig sket det inden for de sidste 3 år, at selvom folk indadtil havde en prominent plads på
musikscenen efter den succes datidens folk-stjerner havde, så gik genren mere eller mindre i stå.
Dog udgav og udgiver de etablerede folk-navne stadig plader, men det er først inden for de sidste
3 år, der for alvor er sket et skift i musikken. Dette skift skyldes de selv samme faktorer, der
fremskyndede folk-musikken i 60’erne, nemlig fremkomsten af nye kunstnere der udbygger
genren. Det vigtigste element i denne nye folk-succes skal findes i nyfortolkningen, og her er Fleet
Foxes blandt de førende inden for nyskabningen af en ny folk-bølge, der ikke kun er forbeholdt de
små undergrundssegmenter, men også er bredt ud til den generelle befolkning.
Juni-august 2009 6

9. Som tidligere nævnt anvender Fleet Foxes mange elementer fra det store folk-arsenal, der er
blevet overleveret gennem tiderne, men det smukke og unikke skal ses i deres fortolkning af
genren. De anvendte elementer i deres musik inkluderer bl.a. korarrangementer, der vækker
minder om naturreligiøse hymner fra før vor tid, og dette kombineret med et tekstunivers, der
også trækker veksler på et lyrisk univers, som kredser om folk-genren ved anvendelse af tekster
om ”The Blue Ridge Mountains” og ”White Winter Hymnal” (hvilket i øvrigt også er to af de førende
tracks på pladen).
Det kan forventes af bandet på årets Roskilde Festival, at de optræder med et gennemtænkt,
velspillet og meget organisk udtryk, der tager dig væk til en tid, hvor problematikkerne var
anderledes og en tid, hvor moderniteten endnu ikke har gjort sit indtog i verden. Jeg kan kun
anbefale, at man tager til denne koncert, for der er garanteret kuldegysninger og musik i høj
kvalitet.
Juni-august 2009 7

10. 1:3
den ekstremt energiske DJ-duo 2MANYDJS.
Og det er – med rette – også under dette
navn, den efterhånden legendariske mashup-
Basta! compilation As Heard On Radio Soulwax Pt. 2
(2002) blev udgivet.
Man kan ikke sige, man ikke kan li' det,
hvis man ikke har prøvet det 1
Af Camilla Thomsen Soulwax – Most Of The Remixes (2007)
Kald det en opsamling om du vil. Dette
dobbelt-album samler, som titlen hentyder til,
de fleste af de remixes Dewaele-brødrene har
produceret gennem årene. Den fulde titel er
dog ikke helt så nem at gå til, men siger
ligesom det hele: Most of the remixes we've
made for other people over the years except
for the one for Einstürzende Neubauten
because we lost it and a few we didn't think
sounded good enough or just didn't fit in
length-wise, but including some that are hard
to find because either people forgot about
them or simply because they haven't been
released yet, a few we really love, one we
think is just ok, some we did for free, some
we did for money, some for ourselves without
Jeg hedder Camilla Thomsen og arbejder på permission and some for friends as swaps but
Odense Musikbibliotek. Her arrangerer jeg never on time and always at our studio in
koncerter og holder liv i den elektroniske del Ghent. Punktum.
af musiksamlingen. Det er svært at sige, hvad CD 1 indeholder de enkelte remixes, mens CD
der lige præcis fanger mig musikalsk – men 2 er mixet sammen, DJ style. Albummet giver
generelt er det skæve, smukke vokaler, et godt indtryk af måden de to brødre
funkede rytmer, minimalistiske lydsammen- arbejder sammen på, og altid efter samme
sætninger og bas så tung og mørk som opskrift: mere kul på! Personligt har jeg altid
muligt. Jeg er altid på jagt efter nye, været fuldstændig grebet af deres remix af
spændende lyde. Så ligesom med mad LCD Soundsystems ”Daft Punk Is Playing At
forholder det sig sådan, at "man kan ikke My House”, som bare bygger op og op og op,
sige, man ikke kan li' det, hvis man ikke har indtil den eksploderer i en musisk
prøvet det". Basta! kraftpræstation af dimensioner. Dans, for
satan, dans!
Netmusik.dk
2MANYDJS http://netmusik.shop2download.com/cgi-
bin/WebObjects/TShop.woa/wa/PSShop/Music
Først lidt historie i korte træk: bandet Collection?id=1778689974
Soulwax består af brødrene David og Stephen
Dewaele samt Stefaan van Leuven og Steve
Slingeneyer. De har siden 1996 udgivet fem
album under Soulwax-banneret. Når natten
falder på, og klubfolket bevæger sig ud i
mørket, skifter de to brødre ham og bliver til
Juni-august 2009 8

11. 2 over feltet – og som de selv pointerer: Part of
Hornby, Nick: 31 sange (2003) the weekend never dies.
Det Soulwax’ke indsalg i denne, ja, ”essay- Bonus
samling” er vel det nærmeste konkrete http://bibliotek.dk/linkme.php?ccl=lid%3D27
begreb, der umiddelbart falder én ind, 458904
stammer fra førnævnte As Heard On Radio
Soulwax Pt. 2. Det er et mashup mellem Salt-
n-Pepas ”Push It!” og The Stooges’ ”No Fun”.
Selvom nummeret nok ikke er den mest
funklende stjerne på himlen, giver jeg Nick
Hornby ret, når han skriver: ”At mase hiphop
og garage sammen på det samme nummer er
lidt i stil med de skænderier, små drenge har
om, hvad der ville ske, hvis Spiderman og
Superman slog sig sammen” (s. 190). Det er
en tekstlig udredning af et fænomen, der
absolut skal opleves live.
Bibliotek.dk
http://bibliotek.dk/linkme.php?ccl=lid%3D24
788881
3
Soulwax – Part of the weekend never
dies DVD (2008)
Soulwax udgav sidste år DVD’en Part of the
weekend never dies – en dokumentar, der
skildrer livet på scenen og på landevejen
imellem de mange, mange scener. Hvor
Beastie Boys filmede én koncert med 50
kameraer, filmede Soulwax 120 koncerter
verden rundt med ét kamera. DVD’en
indeholder både turnédokumentar, interviews
med kolleger og en Nite Versions-koncert fra
den berømte London-klub Fabric (og 120
andre steder…). Man kommer ind under
huden på de energiske belgiere, og den
fragmenterede klipning står perfekt til
musikken, turnélivet og Soulwax-
sindstilstanden i det hele taget. Tænk bare
tilbage til februar, hvor brødrene overtog Rob
Da Banks show på Radio One, og begik
”Introversy”, hvor de spillede 420 introer på
60 minutter (!!!).
Soulwax/2MANYDJS er ikke for folk med
svage nerver. Der skal simpelthen være fart
Juni-august 2009 9

12. 1:3
historierne trykt i bladet Metal Hurlant /
Heavy Metal, kunne det passe bedre?
Grib chancen 3.
http://www.myspace.com/gojira
Musikbibliotek.dk vil i dette musik.mag.
anbefale 1:3. Det betyder, at du i denne Netmusik.dk må virkelig til at oppe sig lidt, da
omgang anbefalinger får noget til både sitet i øjeblikket kun tilbyder et enligt track
øre og øje … Prøv det! med Gojira fra deres album nummer to.
Heldigvis kan man få meget mere Gojira på
YouTube og deres officielle hjemmeside på
Af Jens Laigaard
MySpace. Og så kan man bestille deres cd'er
på det nærmeste bibliotek.
1.
http://netmusik.shop2download.com/cgi-
bin/WebObjects/TShop.woa/wa/PSSearch/sim
Om Jens Laigaard
ple?q=gojira&filter=all&WOURLEncoding=UTF
-8
Grib chancen for at opleve franske Gojira,
som lige nu er et af de hotteste navne på
metalscenen. De fire unge herrer ser
anonyme ud og er ikke godt stof for
sladderpressen. De er kommet frem alene
ved at kunne spille. Teknisk virtuose,
knogleknusende tunge og med begavede
tekster, der kredser om økologi og
overlevelse. Blandt deres mest hengivne fans
er Max Cavalera og Lamb Of God - og efter
deres sæt på Roskilde kan man tilføje en del
tusind skandinaver, vær sikker på det. "Easily
one of the most cutting-edge bands on the
planet," skriver Metal Hammer. Hør selv den
3. juli, vær på plads!
2.
http://bibliotek.dk/vis.php?origin=kommando
&term1=po%3Ddruillet&target%5B%5D=dfa
_folk
Mens man varmer op derhjemme og Gojira
tordner i ørerne, vil det være fint at fodre Er forhenværende forfatter og arbejder som
øjnene med en vild fransk tegneserie. I musikbibliotekar i det vilde vesten (Herning
1970’erne var Philippe Druillet også cutting- Bibliotekerne). Holder af old school metal,
edge med sine science fiction-historier, der hard rock, blues, pop, folk, klassisk og det
var brutale, psykedeliske og lagde sig tæt op meste andet musik. Tåler dog ikke jazz og
ad plakatkunst. Visuelt festfyrværkeri. De kan opera. Bor sammen med tre mennesker og to
stadig lånes på biblioteket. Oprindelig blev katte - min familie.
Juni-august 2009 10

13. 1:5
Yeah Yeah Yeahs. Dengang kendte jeg ikke
The Pains of Being Pure at Heart, men jeg
blev til gengæld ellevild over nyheden om
Yeah Yeah Yeahs’ kommende optræden. I
5 klassiske anbefalinger til din foråret stødte jeg imidlertid på det lange navn
Roskildefestival igen, da jeg i London havde glæden af at høre
dem optræde på spillestedet The Lexington.
Af Rasmus Elmelund Her leverede de et brag af en rockkoncert,
som gør, at jeg på det allerkraftigste
anbefaler dem til årets Roskilde. Musikken
beskrives bedst som en vellykket cocktail af
mørk, indadvendt 80’er-indie a la Joy
Division, The Cure og My Bloody Valentine
samt det mere ekstroverte og
tyggegummiagtige pop som Alphabeat eller
måske MGMT. Frontfiguren Kip Berman og
hans bandkammerater supplerer denne fine –
og i øvrigt yderst dansable – sound med
tekster, der faktisk både rummer dybde og
poesi. Dette gør sig især gældende for
nummeret ”Young Adult Friction”, som
fortjener skyhøj anerkendelse.
Fleet Foxes
Fleet Foxes er et hypet femmandsorkester fra
Seattle, der spiller uforligneligt velklingende
indie pop, som, ifølge dem selv, er inspireret
af barokken og den amerikanske folkmusik.
Deres selvbetitlede debutalbum fra 2008
indeholder ikke nogen oplagte radiohits, men
fungerer derimod som en organisk helhed,
der emmer af forår, harmoni og skønhed. Det
samme gør sig efter sigende gældende for
deres liveoptrædener, så jeg skruer mine
Rasmus Elmelund blev student sidste sommer forventninger til Fleet Foxes helt i top.
og har siden da brugt det meste af sin tid på
at nyde musikken og kunsten i hele verden;
primært i Nordeuropa, i Østasien og på Oh No Ono
Australiens østkyst. For tiden arbejder han På en solskinseftermiddag i 2007 overværede
som pædagogmedhjælper i Randers, men jeg det dengang purunge popband Oh No Ono
engang efter Roskilde 09 er hans plan at spiller deres til dato største koncert på
uddanne sig som journalist... Roskildes Odeon-scene. Dengang præsterede
de en ganske gedigen koncert og udstrålede
under hele akten rigeligt sympati og
The Pains of Being Pure at Heart taknemmelighed. Nogen særlig kunstoplevel-
New Yorker-gruppen med det besværligt se blev det dog aldrig. Knap to år senere
lange navn blev præsenteret på Roskildes oplevede jeg samme ensemble (dog med ny
spilleliste på samme tid som blandt andre pianist) i Musikhusets store sal til SPOT-
Juni-august 2009 11

14. festivalen i Århus. Her fremførte gruppen scoop, og der er i sandhed dømt folkefest på
samtlige numre fra deres nye – og til dato Dyrskuepladsen!
mest ambitiøse og vellykkede – album ’Eggs’.
En koncert, der ganske vist delte vandene,
men som for mig var SPOTs højdepunkt.
Bandets udvikling og modning er helt
exceptionel, og jeg ser virkelig frem til at se,
om de mon skulle have udviklet sig
yderligere, når tiden kommer til, at de atter
indtager Roskilde.
St. Vincent
For de fleste vil St. Vincent formentlig blive et
nyt bekendtskab på Roskilde, men
sangerinden Annie Clark, som gemmer sig
bag kunstnernavnet St. Vincent, er hverken
særlig ny eller ueffen i branchen. Hun har to
albums på bagen, hun har optrådt med
etablerede kunstnere som Death Cab for
Cutie, Television og Arcade Fire, og så er hun
for nylig blevet rost til skyerne af det
toneangivende musikmagasin Pitchfork –
blandt andet med det ærefulde prædikat
”best new music”. Og roserne er aldeles
berettigede; St. Vincent er en kunstner af sin
helt egen kaliber. Enhver med forkærlighed
for englesmukke og fløjlsbløde vokalarran-
gementer samt underfundige musikalske
detaljer vil ikke gå forgæves!
Malk De Koijn
Sidst, men alt andet end mindst, bør man
ikke misse den legendariske raptrio Malk de
Koijn. Sommerens koncert bliver Blæs Bukki,
Geolo G. og Tue Tracks første liveoptræden
sammen i mere end fem år, da de siden 2004
har holdt en slags kunstpause. Endnu er det
uvist, om gadedrengene har nye rim og
rytmer i ærmet. Selvom det ikke skulle være
tilfældet, vil de utvivlsomt kunne tilfredsstille
det brede publikum med de mange udødelige
klassikere fra deres to studiealbums. Hvem
husker ikke ”Ørkenstorm”, ”Musclebundt”,
”Kosmisk Kaos” – for da slet ikke at nævne
”Vi tager fuglen på dig”? Roskilde Festival har
med bookingen af Malk de Koijn begået årets
Juni-august 2009 12

15. Guitar, dobro Lucinda Williams –
fordi hun er en kæmpe indenfor den moderne
og vokal country/folk, og hendes stemme formidler et
budskab der i samspil med musikken tager
genren til nye dimensioner.
Af Jannie Lund, Danmarks Biblioteksskole
M. Ward –
fordi han formår at holde enkeltheden i skak.
Hans minimalistiske indspilninger
understreger hans troværdighed, og han er et
godt eksempel på singer/songwriter genren
på sit højeste.
Mit navn er Jannie Lund, jeg er 24 år gammel
og er forsanger i bandet Priscilla White.
Jeg læser på Danmarks Biblioteksskole og er
ved at uddanne mig til musikbibliotekar.
Al min fritid går med musik, især pga. mit
band Priscilla White, som spiller country/folk.
Fordi jeg spiller den genre hører jeg rigtig
meget musik der ligger derunder, bl.a. Ryan
Adams, Fleet Foxes og Emmylou Harris. Jeg
spiller den slags musik, fordi jeg elsker den
måde musikken bliver så organisk på, og
anvendelsen af guitar, dobro og vokal.
Hvis du kan lide den samme musik som mig,
kan jeg anbefale dig følgende 4 koncerter på
årets Roskilde Festival:
Fleet Foxes-
fordi hele deres udtryk tager dig på en
tidsrejse tilbage til datidens USA.
Cody –
fordi Kasper Kaae’s musiske udtryk er helt
unik for den danske musikscene, og bandet
spiller country med et moderne twist.
Juni-august 2009 13

16. Fem anbefalinger
Af Henrik Tuxen
Oasis
Brødrene Gallagher er både værre og bedre end deres rygte. Efter eget udsagn er de guds gave til
musikindustrien, på højde med koryfæer som The Beatles og Rolling Stones. Det er ikke tilfældet.
Til gengæld er de langt bedre end rygtet som det nye Status Quo – altså bandet med to korte skud
i bøssen og senere uendelige baner løst krudt. OK, debutten Defenitely Maybe og opfølgeren
What’s the Story Morning Glory, fra midt 90erne, udgør fortsat kronjuvelerne i kataloget men efter
et par slappere år, er gavehovederne fra Manchester kommet godt efter det igen. Den psykedeliske
Dig out your soul fra 08 bød på mange fine og nye toner fra kvartetten, og forløberen, Don’t
beleive the thruth, viste sig som lidt af en nyklassiker, der da også blev en massiv succes i
hjemlandet. Lillebror Liam kan fortsat vrænge fornærmet i front og storebror Noel kan stadig skrive
fodbold ’sing-a-longs’, der kan – og skal – skråles med på af fuld hals. To elementer der nok skal
sikre fest, for fuld udblæsning, foran Canopy Scenen fredag aften.
Skambankt
Norges svar på Motörhead er en sikker festivalsoptur. De garvede nordmænd høvler tappert
derudaf som var såvel myseost som langrendsski ved at blive taget fra dem. Skambankt, med
Juni-august 2009 14

17. Kaizers Orchestra guitarist Terje Vintersø i front, buldrer af sted med punkmetal ad libitum,
samfundskritiske paroler og generel galgenhumor – og det på den fede måde. Skambankt har gjort
det før – altså sejret på danske festival arenaer, det være sig på Spot som Roskilde. I år gør Ted
Winters, Tom Skalle, Don Fist og Hanz Panzer det givet igen, når kvartetten gør klar til kamp på
Odeon, fredag aften.
Mars Volta
Nutidens svar på Frank Zappa & The Mothers. Totalt vanvittig og uforudsigeligt sammensat
rockmusik, der hiver selv den mest garvede lytter ud af takt. En turbine af lyde, indtryk, taktarter,
breaks og instrumenteringer. Musik der, som en anden rodeotyr, forsøger at kaste lytteren af sig,
og i vid udstrækning lykkes med ævred. Uforudsigelige, ekvilibristiske, voldsomme - og ikke
mindst humoristiske – improvisationer, der nok skal få drejet hoved og ører på en og anden
festivalgænger. Bandet vandt i 2009 en Grammy i kategorien ’Best Hard Rock Performance’ for
sangen Wax Simulacra og blev i 2008 kåret som bedste ’Prog Rock Band’ af Rolling Stone.
Mars Volta
Faith no more
Mike Patton er en garvet Roskilde-veteran og i år er multimusikeren så tilbage i front foran sit, nu
gendannede, kongeskib, Faith No More. Et hårdtslående og eksperimenterende orkester, i
grænselandet mellem metal, jazz, hip hop og punk, der satte sit massive præg på rockscenen,
specielt, i start 90erne, og som, paradoksalt, fik et kæmpehit med en coverversion af Lionel
Richie’s ultra bløde Easy. Sidst undertegnede så Faith no More var i hjembyen San Fransisco i
1997, forrygende! 2009 på Roskilde bliver givet et energisk og bevæget gensyn.
Tim Christensen
Ok, ham kan vi jo altid se, vil du nok mene. Og, ja det er da lidt mere eksotisk at se Mars Volta,
Fleet Foxes eller Eagles of Death Metal, når nu lejligheden byder sig, end vores egen Tim C., der
oven i købet er midt i en større dansk sommerturné. Men der er to vægtige grunde til at lægge
vejen forbi Arena når Tim & Co. giver los lørdag eftermiddag. Dels har (danske) artister det med at
yde deres bedste på netop Roskilde Festival og dels da bandet er i ganske forrygende form i
Juni-august 2009 15

18. øjeblikket. Orkestret har lidt af bagkatalog i ryggen, nu da Tim også har åbnet op for godterne i
Dizzy-posen, som ellers lå hengemt de første mange år af solokarrieren. Bandet er der, lyden er
der, overskuddet er der, energien er der, sangene er der og - ikke mindst – publikum er der. Vær
parat til velkendte toner og en oplevelse ud i det sublime, når fællessangene bølger ud fra Arenas
legendariske telt, lørdag kl. 14.
Juni-august 2009 16

19. Morrissey
– melankoliens store aristokrat
Anglofilernes helt store ikon var i byen med en koncert i Store Vega den 23. oktober
2003 - lad lejligheden være et alibi for et par ord om at vokse ud af 80erne med den
kunstneriske værdighed i fuld behold. Og en kort introduktion til The Smiths og
Morrissey med en samlet vurdering af alle deres udgivelser
Af Karsten Olesen, bragt i musikbibliotek.dk 2003
80erne? Ja, hvad skal vi med dem i dag? for siger puddelhundehår, hyttesko og en et-sikkert-
dansehit-formular sat på simple synth-toner os overhovedet noget mere? Er den tid for os nu
overhovedet andet og mere end effekter på loppemarkeder og kitsch? Hvad angår musikken er det
i den forbindelse yderst tankevækkende så ofte at det netop er din "Greatest Hits Of The 80’s" der
bliver sat på til fester, men det viser jo netop at man skal have noget under vesten for at komme i
øjenhøjde med den tids musik?
Men der er jo altid bud efter lyd til fester, så utallige er de grupper der fra dengang er blevet
gendannet igen i dag - for de fleste vender de tilbage som en godt betalt og komplet og pinlig
parodi (ingen nævnt, ingen glemt!), men andre har faktisk fået sig en troværdig og opdateret
revival - Kylie Minogue f.eks. Og så er der andre der hele tiden har været der, i det små og uden
de store armbevægelser i frustration over at tiden er en anden, de er bare til, fordi deres
kunstneriske udtryk simpelthen er ægte. Af (de få) eksempler er The Cure, Pet Shop Boys og en
Hr. Steven Patrick Morrissey fra kulbyen Manchester, England.
The Smiths
I midt 80erne fandt Morrissey sammen med den gudsbenådede guitarist Johnny Marr og de
dannede med bassisten Andy Rourke og trommeslageren Mike Joyce (tilsammen er de to sidste i
øvrigt mere end ofte blevet kaldt for den bedste rytmesektion nogen sinde inden for rocken - man
har lyst til give dem ret) kollektiv omkring bandet The Smiths til et projekt der til al evighed har
forandret opfattelsen af intelligent pop. En nylig undersøgelse i NME f.eks. satte deres indflydelse-
og inspirationsgrad højere end The Beatles! Sammen stod Morrissey og Marr nemlig for et
bagkatalog af frygtindgydende gode sange med altid fremragende melodier fra Marrs side og påsat
højest pirrende ordmønstre i et sært ironisk, sarkastisk, poetisk og aristokratisk engelsk - alt
sammen inspireret af Oscar Wilde og som hos ham oftest omhandlende sortsind (som sagt er
Manchester en sort kulmineby!) hos den af kærlighed kæntrede eller om den envejsforelskedes
kluntede lige-ved-og-næsten oplevelser, men også med skarpe politiske udfald mod f.eks. det
engelske borgerskab og, især, det engelske kongehus samt ikke mindst en stærk, ja nærmest
fundamentalistisk, holdning til det at være vegetar. De lange titler alene er legendariske for deres
store vid og dybe bid og her skal der da kun lige nævnes et par eksempler: "Heaven Knows I’m
Miserable Now", "Some Girls Are Bigger Than Others", "Barbarism Begins At Home", "Shoplifters Of
Juni-august 2009 17

20. The World Unite" og "Stop Me If You Think You’ve Heard This One Before"! Fem albums blev det til,
hvoraf The Queen Is Dead (86) går som det generelt accepterede hovedværk, og med
svanesangen Strangeways, Here We Come (87) som tronarving til titlen hos de fleste dedikerede
fans, som f.eks. undertegnede.
Vi ved det ikke men bruddet i The Smiths har sikkert været bittert (bruddet var i hvert fald bittert
for os fans!) for titlen til Morrisseys debut, Viva Hate (89) skulle angivelig netop henvise til Marr og
til det forliste projekt for hvilket de dødeliges himmel tydeligvis var så lavt som projektets gulv
mulighederne syntes ganske enkelt uendelige. Morrissey har siden lavet seks ordinære albums og
et hav af opsamlinger af a- og b-sider. Hans teknik er at samarbejde med skiftende musikere der
sender ham demoer som han så vælger fra og sætter tekster på. Sparringspartnerne bliver skiftet
ud og sat ind så de altid danser helt og aldeles efter mandens pibe, og således arbejder han lige
p.t. sammen med Boz Boorer og Alain Whyte, som også er med ham på tour. Den enevældige
selektion sikrer naturligvis ikke noget frodigt forum for den mere kritisk funderede musik, så derfor
går formen, ikke overraskende, fra det overvejende ordinære med plader som Kill Uncle (91) og
Southpaw Grammar (95) og indimellem (94) kommer så det absolutte mesterværk i solo-regi i
form af Vauxhall And I, der er en sand tour de force i sjælden inspiration og stor tekstlig overskud.
De musikalske udtryk er dog samlet udviddet betragteligt siden The Smiths tiden med den rene, og
i øvrigt fremragende, rockabilly plade Your Arsenal (92) og med Soutpaw Grammar fik vi en
næsten ren rockplade. Fordi han så åbenlyst dikterer alle, også sine pladeselskaber, har han siden
97?s hæderlige Maladjusted stået uden kontrakt med et modigt pladeselskab, men det var en fyldt
Store Vega så pivende ligeglad med her den 23. oktober.
Koncerten
Vi startede med den klassiske entre fra Smiths tiden, hvor Morrissey straks bliver overdænget med
blomster fra de første rækker, primært nelliker. De næste knap halvanden time bliver vi så
gudsbenådet med en yderst velvalgt sætliste af bagkataloget, af enkelte Smiths numre og af
overraskende mange nye numre, som angivelig bare lige mangler en underskrevet kontrakt for at
ende som andet end spor på de utallige bootlegs der cirkulerer fra hans koncerter.
Morrisseys tilgang til numrene var overraskende aggressiv og afslører en ægte drift efter at komme
ud med et budskab, med at synge sangene hjem. Entreen foregik da også til en særegen gang, der
angivelig skal ligne en pastiche på en af mandens andre helte i form af den unge døde James
Dean, men nu mest minder om Elefantmandens i David Lynchs udgave (!), hvor fødderne skraber
efter sig, og hvor armene holdes krumme ind til brystet! Og alligevel bliver han så regnet effektivt
til med blomster! For foruden faktisk at være meget forfængelig har Morrissey alligevel aldrig
været bleg for at vise at han, bag forgudningen fra de dedikerede fans, faktisk også er et ganske
almindelig menneske der midt i 80ernes nærmest sygelige imagepleje kunne forarge ved at bruge
briller på promo-billeder eller for senere igen at bære plaster ved en anden promo-session. Det er
denne lige blanding af sikker tiltro til eget værd og en let ironisk distance til det hele der, mener
jeg, gjorde at publikum denne aften ikke bare var gamle fans alene, men derimod også et stort og
sundt kontingent af nye fans der på den ene side er så uendelig trætte af maskinproducerede
"stjerner", men alligevel er åbne for idoldyrkelse af et så beundringsværdigt menneske som f.eks.
Morrissey. Og sandt at sige er Morrissey da også den eneste kunstner, jeg nogensinde selv har
dyrket, som var jeg en uhæmmet lille teenager, og jeg er sgu stolt af det! Og det var publikum
tydeligvis også.
Juni-august 2009 18

21. Fans'ne
Og Morrissey har så sandelig et massivt kultfølge hvoraf nogle er så dedikerede som handlede det
om livet selv: Efter fjerde nummer, "Hairdresser On Fire", skyggede Morrissey med hånden og
ledte tydeligvis efter en eller anden på forreste række, og hurtigt fik vi et lille og beskedent udbrud
ved navnet "Julia". Et optrin som der næppe var mange der lagde mærke til. Og i sidste vers af
"Late Night, Maudlin Street" rakte han så hånden ud til en pige allerforrest og ændrede slutteksten
fra den originale "Oh truly I do love you" til "- and Julia I do love you"! Julia Riley er en legendarisk
fan, der i samme stil som Grateful Deads såkaldte "deadheads", simpelthen rejser verden rundt til
samtlige Morrisseys koncerter! Desværre fik jeg ikke set hende ordentligt ud, men fascinerende er
det i hvert fald at Morrissey i den grad bekymrer sig om et enkelt menneske i flokken. Og det er jo
præcis det en perfekt koncert gør ved dig - den rammer dig indvendig som var hver strofe sunget
til dig, og kun dig.
Og Morrisseys kommunikation med publikum er da også et underholdende kapitel for sig, f.eks.
kan han finde på takke for begejstrede klapsalver med et højt og affekteret "Thank YOU - for
Elvis"! (efter "The World Is Full Of Crashing Bores") eller et "Thank you everybody except YOU at
the back"! (efter "Everyday Is Like Sunday"). Han kan også være lynende selvironisk med det
overstadige kor af kernefans og deres uendeligt repetitive "Morrissey! Morrissey!" ved med et
strengt rævesmil at svare "I know my name"! (efter "November Spawned a Monster") eller "You
don’t know who I am, I could be The Sugarbabes, I am a sugarbabe"! (efter "Alsatian Cousin").
Han kan også henvende sig direkte og impulsivt til en tilfældig forrest og sige "I’ve been waiting for
you to call me”, ”where’ve you been"! (efter "Sister I’m a Poet"). Hvis en enkelt fan skriger et
enkelt skingert "Morrissey!" kan han svare med overbærende "No happiness?"! Derfor elsker vi
ham og derfor er en koncert med Morrissey altid uforudsigelig, speciel.
Musikken
Jeg har kun oplevet Morrissey en enkelt gang før, koncerten i Den Grå Hal 23. oktober 1999, og
dengang var han helt og aldeles fokuseret på at bruge al energien på at kommunikere til publikum,
ikke kun imellem numrene men også i sin sang og i sit show, og det var nok en bedre ide end at
bruge så meget krudt på en aggressiv kropsholdning, der denne gang desværre gjorde at man
havde indtryk af to tydelige niveauer og segmenter blandt publikum: Fansne og dem der kun var
kommet for at se giraffen. I Den Grå Hal smeltede begge grupper sammen i festen, det gjorde de
desværre ikke helt denne gang. Og faktisk var lyden heller ikke den bedste, så af enkeltnumre var
det egentlig kun det sidste nummer i den ordinære sætliste, "Speedway", der kom helt ud over
rampen med den samme suverænitet som hele 99 koncerten. Ærgerligt.
(Næsten) alle sang med på The Smiths numrene, især det fantastiske ekstranummer "There Is A
Light That Never Goes Out" ("and if a double-decker bus / crashes into us / to die by your side /
such a heavenly way to die"!) og de fleste sang med på de store hits i solo-regi, her især
"Everyday Is Like Sunday" og "Suedehead". Få sang med på koncertens fire sprit-nye numre ("The
First Of The Gang To Die", "I Like You", "The World Is Full Of Crashing Bores" og "Irish Blood,
English Heart") af gode grunde, eftersom de kun er spillet live, men hvilken stor energi ligger der
ikke i dem! Og hvilken energi ligger der ikke i teksterne (fra kraftig politisk kost som f.eks. "I've
been dreaming of a time / when to be English is not to be baneful / to be standing by the flag, not
feeling shameful / racist or racial" i "Irish Blood?" og over stor poesi i de fantastiske linjer "You
Juni-august 2009 19

22. have never been in love until you’ve seen the stars reflect in the reservoirs / And you have never
been in love / Until you’ve seen the dawn rise behind the home for the blind" i "The First Of"). Det
er som om manden står i et vadested på vej ud af skyggen fra sin eget mægtige bagkatalog og er
på vej frem mod noget oprigtigt nyt med en energi og et kraftigt budskab som måske til koncerten
gik lidt ud over showet, men som lover fantastiske ting. Når kontrakten er i hus. Og jo så: Der er
så sandelig noget vi stadig kan bruge fra 80erne!
Kort karakteristik af alle de ordinære The Smiths og Morrissey plader inklusive de vigtigste
opsamlinger:
The Smiths: The Smiths (84)
Det er svært at overvurdere denne plade - måske især dens enorme betydning. Allerede
åbninglinjerne på det første nummer, "Reel Around The Fountain", afslører os at vi med Morrisseys
skriveri har med noget helt specielt både som skribent og som menneske, som skæbne at gøre:
"It’s time the tale were told / of how you took a child / and made him old". Afslutningsnummeret
"Suffer Little Children" handler i øvrigt om de brutale såkaldte "moors-killings" fra hånden af
seriemorderne Ian Brady og Myra Hindley på børn begravet i moserne omkring Manchester ("Oh,
Manchester so much to answer for"). Morrissey og The Smiths blev skarpt kritiseret for at drive
profit på skæbner, men Morrissey fik dog lejlighed til at forklare sig til et af ofrenes, Leslie Ann-
Downey, mor og blev venner med hende. Siden lærte han dog at stile sit spiddende skyts lidt mere
indirekte. Vurdering: 4/5
The Smiths: Meat Is Murder (85)
Den svære anden plade som måske som helhed er en oplevelse, men det er desværre ret umuligt
at tale om nogen deciderede enkeltklassikere eller numre der på anden vis skiller sig ud. Måske lige
med undtagelse af titelnummeret som Morrissey stadig spiller som gjaldt det hele verden for ham.
Hvad det da også gør eftersom han er fundamentalistisk vegetar (bl.a. nævnte han til koncerten i
Store Vega at han så mange med pels i København, og fortsatte med en uhyggelig katteaccent:
"Fuuurs! Fuuurs! Fuuurs! Eeeevil! Eeeevil! Eeeevil!") byd nu endelig ikke den mand hjem på
flæskesteg med brune kartofler og rødkål! Vurdering: 3/5
The Smiths: The Queen Is Dead (86)
En så propfyldt samling af hits at man skulle tro det var en greatest - det er det ikke! Her er den
mest følsomme ballade i bagkataloget, den uendeligt smukke "I Know It’s Over" ("if you’re so
terrible good looking / then why do you sleep alone tonight?") over veritable pop-standarter som
"Bigmouth Strikes Again", "The Boy With The Thorn In His Side" og det klassiske soundtrack for en
romantisk liebestod i form af "There Is A Light That Never Goes Out" ("and if a double-decker bus /
crashes into us / to die by your side / such a heavenly way to die"). Vurdering: 5/5
Juni-august 2009 20

23. The Smiths: The World Won’t Listen (86)
Som for de gode gamle tresserbands var The Smiths i studiet hver gang de havde et nummer eller
to klar, og derfor kom der et hav af singler ud mellem hver ordinær plade. Dem finder man f.eks.
en del af på denne opsamling, der også har en del hits inkluderet. Blandt a- og b-siderne er der
virkelig meget guld at grave i, f.eks. "Panic" ("Hang the blessed DJ / Because the music they
constantly play / IT SAYS NOTHING TO ME ABOUT MY LIFE") over min absolutte yndling i Smiths
regi, "Half A Person" med det fantastiske omkvæd "And if you have five seconds to spare / Then I’ll
tell you the story of my life: / Sixteen, clumsy and shy / That’s the story of my life". Vurdering: 4/5
The Smiths: Strangeways, Here We Come (87)
Udgivet "posthumt" og skulle i den form angivelig ikke engang være færdig. Man kan kun drømme
om hvilke grænser dette mesterværk ville have brudt hvis bandet virkelig havde fået lejlighed til at
omsætte hele talentet. Egentlig er der ikke nogle enkeltstående perler (måske med undtagelse af
"Death Of A Disco Dancer" og "Girlfriend In A Coma"), men til gengæld lykkes det eneste Meat Is
Murder havde at byde på: At få en plade til at hænge sammen som et helt mesterværk. Vurdering:
5/5
Morrissey: Viva Hate (88)
Kom i en ny udgave som den nu mest almindelige fødselsdagsudgave fra 1997 for selskabet EMI
med en del ekstranumre af primært b-sider og et par live-numre. Allerede det første nummer,
"Alsatian Cousin" ("Were he and you lovers? / And would you say so if you were?"), er hele pladen
værd, og så først senere kommer de store hits som "Everyday Is Like Sunday" og "Suedehead".
Pladen indeholder også Morrisseys lidet flaterende "hyldest" til Margaret Thatcher ("The kind people
/ Have a wonderful dream / Margaret On The Guillotine / Cause people like you / Make me feel so
tired / When will you die?"!). Vurdering: 4/5
Morrissey: Bona Drag (90)
En opsamling af a- og b- sider (!) som er helt fantastisk med sine klassikere på rad og række som
f.eks. "November Spawned A Monster", "The Last Of The Famous International Playboys" (om East
End-gangsteren Ronnie Kray), "Hairdresser On Fire" osv., osv., osv. Vurdering: 4/5
Morrissey: Kill Uncle (91)
Et af Morrisseys sjældne vildskud, men indeholder dog alligevel enkeltstående mesterværker som
"Our Frank" og, især, "Driving Your Girlfriend Home". Resten er glemt lige så hurtigt som det flyver
gennem det mellem ørerne der nok normalt burde kunne holde et bare nogenlunde indtryk fast.
Vurdering: 2/5
Juni-august 2009 21

24. Morrissey: Your Arsenal (92)
Efter den forrige plades nedtur var der mange overraskelser i vente med dette udspil: For det
første var musikken helt og aldeles rockabilly, og for det andet fungerer det! Her er det synd at
trække numre frem for andre men titlerne har man da lov til at smage på, f.eks. "The National
Front Disco", "We Hate It When Our Friend Become Succesful", "You’re The One For Me Fatty"!
Vurdering: 5/5
Morrissey: Beethoven Was Deaf (93)
En live plade sammensat af to koncerter (selvom omslaget kun omtaler den ene i Paris, 22.
december 1992 er der også sange med fra sættet givet i London et par dage forinden). Her er der
et generøst bud på hits og perler fra bagkataloget, blandt andet undertegnedes næststørste favorit
i form af den sortsynede og klaustrofobiske kærlighedssang (!) "Jack the Ripper": " Crash into my
arms / I WANT YOU / You don't agree - But you don't refuse / I know you". Et helt fantastisk live-
nummer som vi også fik her i Store Vega. Vurdering: 3/5
Morrissey: Vauxhall And I (94)
Morrissey mesterværk, så simpelt bør det siges. Starter med den foruroligende intro "There’s
gonna be some trouble"!, og har foruden tekstligt overskud også fantastiske melodier og her
iblandt undertegnedes absolutte favorit til at mindes gamle - og dumme! - kærester: "The more
you ignore me / The closer I get / You're wasting your time" lyder det på "The More You Ignore Me,
The Closer I Get". Drømmernes store mareridt om kærlighed. Vurdering: 5/5
Morrissey: Soutpaw Grammar (95)
Sammen med Kill Uncle er denne plade den eneste man nok bør lade være med at lægge under
juletræet - den har status som en blød pakke. Er denne nok den mest rockede plade fra hånden af
mesteren (og lad for guds skyld være med det!) er der dog et par håb i mørket: "Reader Meets
Author" og "The Boy Racer". Vurdering: 2/5
Morrissey: Maladjusted (97)
Det foreløbigt sidste udspil fra mesteren, og af en sådan beskaffenhed at hvis man så den frigjort
fra resten af produktionen ville den være rigtig, rigtig god. Men når den nu lægges oven på bunken
af noget af det vigtigste arbejde inden for den intelligente pop er den simpelthen ikke god nok.
"Ambitious Outsiders" er for det første en titel på pladen og for det andet et fint navn til gode
sange som "Alma Matters", "Roy’s Keen" (der ikke omhandler Manchester United’s Roy Keen, men
en småpervers vinduesvasker!), og ikke mindst den onde "Sorrow Will Come In The End", som
omhandler den bitre retssag han i den periode var ude i med trommeslager Mike Joyce fra The
Smiths om rettigheder. Sangens stærkt truende tekster ("A man who slits throats / Has time on his
hands / And I'm gonna get you") gjorde denne titel ikke figurerer på engelske udgaver af pladen!
Vurdering: 3/5
Juni-august 2009 22

25. Den
Morrissey giver et glimrende overblik over
Smiths´/Morrisseys betydning. Denne
indiescene lever i bedste velgående den dag i
melankolske dag.
I USA kom der i 80´erne et udtryk af den
rock melankolske rock, hvor der var mere gang i
guitarerne. Her var det navne som Sonic
Youth, Hüsker Dü og Replacements der satte
Af Karten Flugt, musikbibliotek.dk 2003 dagsordenen. Denne genre samt blandingen
af lyden fra Joy Division og Smiths endte med
Artiklen om Morrissey (se dette musik.mag) det der blev kendt som grunge.
gjorde mig interesseret i at give et kort oprids
af den melankolske rocks historie, som jeg Her blev Kurt Cobain det store ikon ikke bare
ser den. Historien om den melankolske rock for genren men for hele den såkaldte 'nå'-
begynder efter min mening omkring 1960, generation. Han fik som alle sikkert ved en
hvor navne som Roy Orbison, Del Shannon og voldsom død som 27-årig. Den smerte Cobain
Perry Como, sang store dramaer om havde var den samme som Ian Curtis´. Op
kærlighed og smerte, der var meget pompøse igennem 90´erne gik der boyband i den, indtil
og det store særpræg lå i vokalen. Radiohead kom på scenen. På deres første
plade lød de som et middelmådigt grunge
Den moderne udgave af melankolien startede orkester, men efterhånden har de nærmet sig
med Nick Drake, der skrev sange der en egen lyd, inspireret af Pink Floyd.
omhandlede de store konflikter, som Drake
havde med sin sjæl. Her var det teksterne der I 2002 er det Coldplay og danske Saybia der
var det essentielle. Han døde som 26-årig i kører genren videre. Begge har lånt af
1974. Drake vil jeg kalde opfinderen af den Radiohead, men Coldplay rækker også tilbage
melankolske rock, hvor teksterene ikke kun til 80´er indiescenen i England.
beskæftiger sig med kærlighed, men meget
ofte de dæmoner kunstnerne slæber rundt 1. Nick Drake - Way to blue: An introduction
på. Efterfølgeren til Drake kom med Joy to Nick Drake (1994)
Division og deres forsanger Ian Curtis, der 2. Joy Division - Unknown pleasures (1979)
tog nogle store favntag med hans dæmoner i 3. Joy Division - Closer (1980)
gruppens sange og deres livekoncerter. Han 4. Cure - Pornography (1982)
døde også meget ung som 24-årig i 1980. Det 5. Smiths - Meat is murder (1985)
kan anbefales at se filmen 24 Hour Party 6. Sonic Youth - Evol (1986)
People - den giver et glimrende indtryk af 7. Replacements - Pleased to meet me (1987)
både tiden og Joy Division. 8. Nirvana - Nevermind (1991)
9. Radiohead - The bends (1995)
Den del af punken der fokuserede på det 10. Saybia - The second you sleep (2002)
indadvendte, udviklede sig stille og roligt hen
i retning mod den gotiske rock, hvor man
som fan var klædt i sort fra top til tå. Her
kom melankolien også til udtryk i ens
påklædning, der tit var 100% holdt i sort. De
mest kommercielle grupper i denne periode
var Cure og Sisters of Mercy. En anden del af
den melankolske rock i 80´erne var den
engelske indie scene, hvor artiklen om
Juni-august 2009 23